The Dark Knight

Batman vender tilbage i Christopher Nolans efterfølger til Batman Begins (2005). Christian Bale ses atter som den gummi-klædte hævner, der fik sin første inkarnation i 1939 i Bob Kanes tegneserie.

Vi ved, at amerikanerne tager deres tegnserier ALVORLIGT! Siden Tim Burtons version af Batman fra 1989 er adskillige ”Caped Crusaders” blevet genopfundet, med løftet om, at denne gang tager vi Legenden seriøst.

Selvom jeg holder meget af fantasy, har jeg altid syntes, at superhelte-universet er lidt for tykt, og at det er lidt en misforståelse at forsøge at nuancere så rendyrkede helte og skurke, men instruktøren Christopher Nolan fik mig det meste af tiden til at glemme, hvor absurd Batman-universet er, ved at krydre filmen med det absurde ved virkelighedens kriminalitet. Jokerens beskrivelse af sin barndom er bestemt ikke for børn, og denne dimension manglede i alle tidligere Batmanfilm. Her kan Jack Nicholsons klovnefigur ikke være med.

Superheltenes svagheder er nok det mest interessante aspekt af genren, og selvom der har været mere fokus på dette i nyere versioner, er det Batman-historien, hvor dette fungerer bedst, særligt i denne udgave, inspireret af Frank Millers mørke tegneserieversion, fordi Batman er gjort af det samme stof som sine modstandere. Han er et produkt af sine egen frygt for flagermus og uforløste vrede og selvbebrejdelse over sine forældres død. Men han har valgt den gode side.

Og selv denne selvtægts-mentalitet sættes der spørgsmålstegn ved i Nolan’s udgave, hvor Batman-copycats bliver besejrede af vores helt, mens de spørger, hvorfor han har mere ret til at fange forbrydere end dem.

Som i den bedste fantasy flakker mange temaer igennem hovedet undervejs, uden at blive entydig allegori over fx Bush og Irak-krig. Filmen stiller spørgsmål i stedet for svar. Spørgsmål som: ”Kan man være anstændig i en uanstændig verden?” og ”Hvordan bekæmper man en modstander, som ikke er drevet af begær efter andet end at se verden gå op i lys lue?”.

Nu er det jo ikke kun filosofi. Der er en masse action, men i stedet for gag-fyldte tju-bang-rutsjeture, er actionscenerne farlige og dystre. Musikalsk er de ledsaget af en sitrende dyb tone af strygere eller, ene og alene, lydene af kampen, i stedet for den helte-hornmusik man er vant til.

Heath Ledgers version af Jokeren er allerede spået Oscar-chancer, og han er virkelig skræmmende og hele filmen værd. Vi ser også skabelsen af en ny skurk, som ikke skal afsløres her, og får et kort gensyn med Fugleskræmslet fra den første film.

Filmen er lang (152 min.) med et komplekst plot, fyldt med etiske dilemmaer. Er man forberedt på det, er filmen en stor oplevelse, men action-fans vil nok, på trods af de storslåede kampscener, føle, at der går for lang tid med dramaet.