Af Torben Juelsgaard
I de seneste uger har den sjette astronaut på månen, Edgar Mitchell, erklæret sin viden om regeringens kontakt med rumvæsener, og myten om Yetien, den afskyelige snemand, er også blusset op, efter forskere har kategoriseret påståede yeti-hår som ”ukendt pattedyr”.
Så hvor er Mulder og Scully, når vi behøver dem til at finde sandheden?
De er tilbage i en ny X-Files-film 6 år efter TV-seriens sidste afsnit fra 2002.
Serien bød som bekendt på mange genrer, så jeg var spændt på, om jeg skulle se en monster-film, en selvironisk komedie eller en indforstået fortsættelse af den komplekse alien/regering-sammensværgelseshistorie med bier og sort olie. Seriens skaber, Chris Carter, som også har instrueret filmen, lovede dog, på trods af et enormt hemmelighedskræmmeri, at filmen kunne stå alene.
Dana Scully arbejder ikke længere i FBI, men er hospitalslæge og dybt optaget af at helbrede en syg dreng. Da en FBI-agent forsvinder, og den eneste ledetråd er en pædofil fhv. katolsk præst med synske evner, henvender FBI sig til Scully og tilbyder at frafalde anklagerne mod den eftersøgte Mulder, hvis han vil assistere dem i sagen med sin store viden om paranormale fænomener.
Snart er både Scully og en vildmandsskægget Mulder involveret i en ny X-fil. Mens Mulder atter gribes af mysteriefeberen, ønsker Scully ikke at lukke mørket ind i deres liv igen, og det bedste ved filmen er forholdet mellem de to. Deres velkendte dynamik er perfekt, og de fungerer også rigtig godt som romantisk par.
Mulder mener, Scullys personlige engagement i den syge dreng skyldes savnet af deres bortadopterede søn, og en historie om ham ville måske have givet filmen det følelsesmæssige lag, som karaktererne er klar til og en årsag til at lave en ny X-files-historie.
Selve mordgåden berettiger i hvert fald ikke en ny film. Den pædofile, skyldbetyngede præst spilles fint og indlevet af Billy Connelly, men plottet minder for meget om ”Silence of the Lambs” og den films homofobiske undertoner. Jeg går ikke ind for politisk korrektheds-politi, men fri mig for flere seriemyrdende bøsser!
Under alle omstændigheder har historien ikke den storhed, man forventer, og er egentlig heller ikke særlig overnaturlig. Udover præstens syner består de spirituelle elementer i filmen mest af personernes Gudsforhold og søgen efter mening. Det er jo fint og ambitiøst, men bliver overdøvet af den groteske X-fil om gale videnskabsmænd.