Flammen og Citronen

Scenen er sat i det besatte København år 1944. Den almindelige danske befolkning lever, så godt de kan, i krigens skygge. I kulissen sker helt andre ting. I modstands-bevægelsens rækker, gør Holger Danske-gruppens mest berømte medlemmer, Flammen (Thure Lindhardt) og Citronen (Mads Mikkelsen), hvad de kan for at bekæmpe besættelsesmagten, men kampen er ulig, hvem skal man stole på? Det hele kulminerer da Flammen beordres til at likvidere sin kæreste Ketty (Stine Stengade), den smukke og meget mystiske kurér, men hun ved mere end Flammen, og hvad gør man så?

Filmen er blevet ”hypet” som den dyreste dansksprogede filmproduktion nogensinde, 48 millioner gode danske kroner er sat på spil i dette storladne drama. Billederne er smukke, spændingen høj, og skuespillet fint. Nu ved jeg ikke meget om udgifter til spillefilm, men jeg sidder lidt tilbage og tænker flot film, spændende, dramatisk men den dyreste, hvorfor? En del af udgifterne skyldes, at store dele af filmen er indspillet i Prag og Tyskland, grundet Københavns forandring siden besættelsestiden. Måske er man bare blevet så vandt til Hollywood-film og deres enorme effekter, at man helt glemmer hvor dyrt det faktisk er at lave en gedigen spillefilm, og forventer mere end man burde.  

Hvorfor er Flammen og Citronen interessant? Filmen kommer på et tidspunkt hvor uenigheder eksisterer i bedste velgående, verden over. Den enes frihedskæmper er den andens terrorist, og det kan være svært at skelne nuancerne i det store spil, lige så svært som det er at fatte konsekvenserne af det man gør. Enten er man en brik i et spil med mange forskellige spillere, eller også står man alene og er lovløs. Filmen skildrer de forskellige nuancer man kan forestille sig der kan være i en krigssituation, på begge sider af fronten. Uovervejede handlinger bliver begået, og hovedpersonerne bliver hele tiden nødt til at veje deres egen etik mod det store mål, alt imens de prøver at forestille sig hvad der skal ske når det hele er ovre. En krig har altid uskyldige ofre og man bliver nødt til at overveje om man vil følge trop når der synges ”Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder”

Så skal der nu konkluderes, er Flammen og Citronen absolut seværdig. Man sidder tilbage og føler at man for første gang har fået et nuanceret billede af modstandsbevægelsen og de sejre og nederlag der var. En række menneskeskæbner skildres flot af dygtige skuespillere: Flammen og hans overbevisning kryber under huden og Citronens lidt nervøse, måske mere af omverdenen afhængige gemyt, får dig til at trække vejret lidt dybere af angst for ikke at kunne få luft. Når man forlader biografsalens mørke kan man ikke lade være med at tænke: ville jeg være parat til at dø for min overbevisning?