Ternet Ninja rammer plet

Vi er i samme univers som Terkel i Knibe fra 2004, men her er det Terkels fætter Aske der er filmens omdrejningspunkt. Han får en Ternet Ninja i gave af sin brovtende onkel Stewart – som jo også var en markant figur i den tidligere film.

Ninja-dukken er kommet i onkel Stewarts besiddelse på et skib på vej fra Thailand hvor Stewart arbejdede som kok. Det viser sig at den lille ternede dukke, der hader at blive kaldt for Harlekin, er besat af sjælen fra Taiko Nakamura – en ægte Ninja fra sagntidens Thailan, hvor han svor at beskytte børn i fare. 

I et forsøg på at skaffe retfærdighed for et mord begået på et barn på en børnefabrik i Thailand bliver Aske kastet ud i et vildt eventyr med sin nye ternede Ninja.

På den måde adskiller Ternet Ninja sig fra Terkel i knibe som var mere bevidst provokerende i sin stil med en meget grovkornet humor. Her er vi mere i et moraliserende univers hvor der opfordres til at tage affære – for hvis man ikke gør det selv, er der ikke nogen der gør noget, Nærmest en slags moderne Ole Lund Kirkegaard. 

Det er ikke så meget en opfordring til selvtægt som en opfordring til at gøre noget mod de urætfærdigheder der findes i vores samfund – mod den tendens til at være sig selv nærmest som dominerer især de unges verden i dag. Man skal ikke sidde med hænderne i skødet men må op på barrikaderne – med eller uden hjælp fra ternede ninja-dukker.

Det gør ikke filmen mindre sjov end Terkel i knibe. Det fyger med herlige replikker og dybt ironiserende figurer. Frækt, provokernede og fandenivolsk er det – men med en kærlig varme om venskab, kærlighed og troen på det gode og retfærdige i verden.

Det bliver en utroligt velafbalanceret film som Anders Matthesen sammen med instruktøren Thorbjørn Christoffersen får sat sammen – og man bliver i godt humør af at se den!