Der er både rørende og ubehagelige scener i retsalen i den amerikanske film Just Mercy med Michael B. Jordan og Jamie Foxx i hovedrollerne., Foto Foto fra filmen
Den nye amerikanske film Just Mercy tager fat i den åbenlyse racisme der stadig var til stede i USAs sydstater helt fremme i 1980'erne. Det er nok ikke tilfældigt at filmen får premiere i et USA lige nu.
Titel: Just Mercy
Medvirkende: Jamie Foxx, Michael B. Jordan, Brie Larson
Instruktør: Destin Daniel Cretton
Spillelængde: 2 timer og 17 minnutter
Michael B. Jordan, der også kæmpede for uretfærdighed i Black Panther, spiller en noget anden helt i denne film. Han er Bryan Stevenson, en nyudklækkede advokat far Harvard, der tager Alabama for at være advokat for de dømte på dødsgangen. Han er selv sort og er klar over at der stadig er en åbenlys racisme tilbage i de gamle sydstater. Han bliver alligevel overrasket over at føle hvor stærk racismen er, og han er flere gange på grænsen til at give op overfor et system der ikke vil høre - men han kæmper videre for at få retfærdighed til at ske fyldest.
Det er nemlig langt fra alle på dødsgangen der er skyldige - og de har stort set ikke haft noget der minder om en retfærdig rettergang - og langt de fleste er sorte.
Han har slået sig sammen med den lokale hvide advokat Eva Ansley (spillet af Brie Larson) som også kommer til at mærke trusler mod familien fordi hun hjælper en sort. Vi følger mest kampen for at få retfærdighed overfor Walter McMillan, en uskyldig dødsdømt for mord, der bliver spillet af Jamie Foxx.
Det hele er baseret på sande historier og det giver filmen en tyngde, seriøsitet og sutenticitet der gør den meget dragende i sin fortælling. Man mærker ubehaget over at skulle overvære den skræmmende og åbenlyse racisme som personerne gennemgår - og skræmmende også fordi det er så tæt på vores tid, og muligvis jo stadig eksisterer i de stater - hvor bl.a. Donald Trump har stor opbakning.
Det er også en langsom og grundig film instrueret af Destin Daniel Cretton, og den har svært ved at få sluttet af, og med en spilletid på over to timer kan den også virke for langsom fortalt sine steder.
Men det er en film der gør et indtryk, og der spilles med værdighed og neutral realisme gennem hele filmen som gør at den aldrig bliver sentimental eller falder i skuffen med klicheer over et emne og en dramaform som man har set mange gange før fra Hollywood.
Historier som Walter McMillans og Bryan Stevenson er altid vigtige at få fortalt - og man kan kun håbe at publikum bliver klogere af at se dem.