Foto: "The Curious Case of Benjamin Button": Sandrew Metronome Filmdistribution
Benjamin Buttons Forunderlige Liv (BIO)
Af Esben Weiergang Larsen
Hvis man glædes ved afrundet livsvisdom, serveret med sydstatsaccent, og ikke synes at Forrest Gump er en nederen og/eller forældet film, kan man vente sig en del dejlighed af David Finchers seneste film. Ellers kan det godt være man vil finde den lidt lang i det.
Vi skriver år 1918 på samme aften som 1. verdenskrig slutter. Benjamin Button fødes som olding i spædbarnsstørrelse af en moder der dør i barselssengen, og han efterlades i armene på en far der gribes af panik og styrter ned på havnen for at kyle barnet i vandet, men som besinder sig og vælger at lægge barnet fra sig på trappen til et plejehjem, der regeres af en gesjæftig negerinde som tager Benjamin til sig som sin egen. Herefter følger vi lille, gamle Benjamins rejse gennem livet, mens hans ydre bliver yngre og yngre og hans indre ældre og ældre. Det bliver til en art Forrest Gumpsk tour de force gennem alle mulige former for usandsynligheder og småmirakler samt enkelte af livets gængse udfordringer. Alt sammen med den præmis at Benjamin bliver yngre jo ældre han bliver.
Det er en film der er ret meget af: Ikke alene er den lang, den er også spækket. Hele vejen igennem. Spækket med intentioner, med mundheld, personligheder, farver, kunstarter, filosofi, passioner, patos, teksturer og tekstiler, mere patos, stjerneskuespillere og stjernefilmhold, krig, kærlighed, demografiske grupper, børn og voksne, dyr, ure der går baglæns, lyn der slår ned, pladderhumanisme, pest, kolera, amerikansk frihedsmani, hest, fest, ost, mus, tis, dyt, båt, kinesersnot – og i det hele taget meget meget Hollywood.
Det er en decideret overproduceret film. Den er så velafrundet og lækker at den giver en meget lidt moderne fornemmelse. Den er opsummerende af hvad film er i dag, men den giver intet hint om hvad film kunne blive i morgen. Hvis man om 100 år vil have et billede af hvad og især hvor meget film var og kunne på vores tid, kan man bare se ”Benjamin Button”.
Dermed ikke sagt at den ikke er underholdende, bevares, der er masser af højdepunkter af alle mulige slags. Hvad enten man er til teaterstøv, søslag, kærlighedssirup, død, eller hvad som helst af det nævnte i kapitlet ovenfor, så er der momentant noget at komme efter. Filmens primære appelform er patos, og de meget tørt intellektuelle ville nok føle sig en hel del befamlede af alle de forsøg på at få os til at græde. Men til filmens held er overtegnede anmelder ikke så lidt af en tudeprins, og det kommer til at smitte af på antallet af stjerner. Den får 4 ud af 6, på trods af at der også blev tid til en lille lur circa midtvejs.
Filmen er nomineret til 5 Golden Globes, men der er ingen umiddelbart synlige gay twists undervejs. Til gengæld er der screen divas galore i Tilda Swinton, Cate Blanchett, Julia Ormond og Taraji P. Henson.
Premiere fredag 23. januar
|
|
|