Brideshead (DVD)

25. februar 2009 af oliver
Af Torben Juelsgaard

Er man til engelsk overklasse, godser, kostskoledrenges romantiske venskaber og punting on the Thames, er det nu, man skal iføre sig sit bedste flannel suit og gå ind og se ”Brideshead Revisited”. (Men husk at skifte til evening wear ved Lady Marchmain’s middagsbord!)

 

Evelyn Waugh’s klassiker fra 1945 om aristokratiets fald er filmatiseret for anden gang af instruktør Julian Jarrold (”Becoming Jane”). Første gang var en TV-serie på 11 afsnit fra 1981, som regnes for så vellykket, at en film på 2 timer af mange kun kan ses som en fornærmelse mod ”originalen”,(som også varmt kan anbefales her) men giv filmen en chance. Det fortjener den.

 

Charles er en ung mand fra middelklassen, som indleder et nært venskab med den adelige Sebastian på universitetet i Oxford, da Sebastian vomiterer ind af vinduet på Charles’ værelse efter en druktur. Han bliver fascineret af Sebastian og hans flamboyante klike, der blæser på småborgerlig homofobi, et overklasseprivilegium, der også tillader Sebastian at slæbe rundt på sin gamle bamse.

 

Sebastian inviterer Charles til familiegodset Brideshead, hvor han møder en modsætningsfyldt verden af tyngende traditioner og økonomisk frihed. Han møder Sebastians søskende, og et trekantsdrama udfolder sig mellem de to og søsteren, Julia. Her afviger filmen fra bogen og TV-serien, hvor Charles og Julia først indleder et forhold flere år senere.

 

Emma Thompson spiller Lady Marchmain, som styrer sine børn med katolske skyldbegreber. Lidt overraskende konverterede bogens forfatter til katolicismen og chokerede sin samtid ved at skrive så moderne og spiddende om autoriteter, mens han samtidig priste en konservativ tro. Waugh så selv ”Brideshead Revisited” som en roman om Guds nådes virkning i menneskers liv.

 

Den ateistiske Charles er samtidig tiltrukket og frastødt af familiens religiøse univers og kæmper med sin egen skyld over hans påvirkning i deres liv. Finder Sebastian og Julia friheden i en personlig åndelighed udenom moderens dominans? Og hvad finder Charles? Forvent ingen nemme svar.


Filmen er en god skildring af et miljø, der gennemgår store forandringer. Man røres af personernes moralske dilemmaer gennem de dygtige skuespillere. Ben Whishaw ( som spillede hovedrollen i ”Parfume”)  er særligt imponerende som den sårbare Sebastian, en rolle, der nemt kunne blive karikeret.

Glæder mig allerede til hans næste film. Emma Thompson giver den ret usympatiske mor et hjerte med sin præstation. Filmen er visuelt flot med det store gods, en rolle i sig selv, Oxford-idyl, Marokkos gyder og maskebal i Venedig.