Twilight (BIO)
Af Sune Demant
Perlegråt, havblåt og smægtende mosgrønt kæler for Kristen Stewart og Robert Pattinsons sarte teints når de , med filmen Twilight, er med til at puste nyt liv i den gotiske romantik. Historien kan sætte mangt et ungpige- eller drengehjerte i brand, og er man bare lidt til fals for den sitrende, usagte erotik, får man kam til sit hår. XQ28’s anmeldermonster rejste med ind i et univers hvor smægtende omfavnelser går hånd i hånd med bleg skønhed og blodige kys.
Det er en klassisk historie. Vi har set det utallige gange før: Kvinde forelsker sig i vampyr, forsker forelsker sig i uhyre, hetero forelsker sig i homo. Det er et kompleks af to modpoler og noget i midten, der inden for en fastsat ramme, konstant trækkes i fra begge sider. Stilistisk hviler Twilight på en litterær tradition, man kalder for den gotiske romantik - en variant af romantikken, hvor det bizarre, uhyggelige og skræmmende udgør sukkeret på skeen der får den romantiske, til tider vamle, medicin til at glide ned. En medicin der skal give patienten en forståelse for kærlighedens sande væsen.
Bella Swan flytter til byen Forks for at bo hos sin noget fåmælte far. Bella kommer fra det solbagte Arizona, og kontrasten er stor til den lille by, der er pakket ind i dybgrønne skove og stejle kystlinier, hvor naturen kommer til udtryk i sin mest uforfalskede vildskab. Hvad byens beboere ikke ved er, at den lokale Cullen-familie er vampyrer – de er påfaldende blege og distingverede, men i modsætning til deres transsylvanske artsfæller, har Cullen-familien lært sig ikke at kaste sig over mennesker. De lever af dyr i skoven, men er konstant deres drift efter menneskets blod bevidst. Den ene af sønnerne, Edward, viser sig at være alt det Bella har higet efter, og det samme kan siges om Bella, der med sin skønhed og sit gådefulde sind, for Edward, er det mysterium vi alle vel, et eller andet sted higer efter at finde hos et andet menneske. Bella finder naturligvis ud af Edwards sande identitet, og filmens centrale problemstilling bliver spørgsmålet om, hvordan trangen til at drage omsorg og holde af, går hånd i hånd og samtidig kollidere med, behovet for at forgribe og fortære!
Twilight er en sitrende film. Konstant introduceres kampen mellem det at give efter for sine drifter eller holde stand. Det er den kamp der giver filmen sin store erotiske kraft, for der gives netop aldrig efter - et langt forspil, hvor der kæmpes imellem at elske og gøre ondt. Som når noget der for en er usigeligt kært, holdes så hårdt at det knuses. Imidlertid når vi ikke så langt, for det er ikke det den gotiske romantik har tænk sig. Den gotiske romantik har ikke som hovedtema ekstremerne, men derimod spændingsfeltet imellem dem – for det er i dette spændingsfelt, at livet udspiller sig. En vaklen mellem underkastelse og ophøjelse, mellem kaos og kosmos.
Den gotiske romantik løfter ikke fingre – den docerer ikke, ikke i anden udstrækning end at man skal ville det bedste og være det sig værste bevidst. Det er en meget protestantisk tankegang, for facit ligger her ikke hos en ekstern, metafysisk dommer, men derimod internt i jeget: det er en kamp med dig selv ikke med andre.
Der er med andre ord ikke tale om pladderromantik. Der er forhåbninger for den rene kærlighed, men den gotiske romantik giver den anæmiske kvinde røde kinder fordi den forbinder den uskyldsrene kærlighed med sex – eros og agape findes ikke hver for sig, men eksisterer på samme tid - sammensmeltede. I det øjeblik man giver efter og bekender sig til et absolut – i det øjeblik ophører livet med at eksistere – og det er netop det at den gotiske romantik understreger ved at introducere det eksakte i form af overnaturlige væsner. Det overnaturlige er de primærfarver der kan blandes til hvidt lys. Og et eller andet sted imellem de to ligger livet og mennesket. Som en prisme der kun er prisme fordi den bryder eller samler det fysiske og metafysiske – i den opstår den store dynamik
I en tid hvor man søger efter sandheden og det eksakte, hvor man er absolut og hvor der ikke er plads til fejl eller fortolkninger – hvor svage mennesker er dem der ikke kan vælge side, er det vederkvægende at se en film der gør det tvivlende og dobbelteksisterende eksponent for det virkelige. De sande, klare lys er dem vi pejler efter, men det er ikke dem der gør rejsen. Filmen er ikke et billede på samfundet, på krigen i Afghanistan eller krakket på børsen. Filmen behandler et emne der er så usigeligt meget større end hvad vi måtte finde på. Filmen beskriver en mekanisme eller dynamik der ligger til grund for at vi handler som vi gør.
Twilight er en film der har delt vandene, og jeg vil egentligt ikke, ikke med den her film i hvert fald, gøre mig til dommer for om den teknisk kan kaldes for perfektion – om end billedsiden og soundtracket er helt eminent. Derimod synes jeg at filmen, med min store kærlighed for ideen om det dualistiske i mennesket i livet, er en værdig behandler og tilføjelse til den gotisk-romantiske tradition. Det er en film der kan underholde og samtidig ligge til grund for diskussion, og det er en film der ikke på forhånd har fortalt os, hvad den vil og hvordan vi skal forstå den.
|
|
|