Inkheart, et eventyr af plastik og papmache (BIO)
Af Anders Bobek
Inkheart er en eventyrfilm baseret på den populære roman af Cornelia Funke, hvor en far og hans datter må tage på en rejse gennem både den virkelige verden og utallige bøgers fortryllende fantasiverdener.
Mortimer Folchart (Brendan Fraser) er en sølvtunge, hvilket betyder at han har evnen til at gøre figurer fra bøger levende, ved at læse højt fra dem. Han har altid holdt sin evne skjult for sin datter Meggie, for han ved at det kan være farligt. Sidste gang Mortimer læste højt, forsvandt hans kone Resa (Sienna Guillory), da Meggie var ganske lille. Det skete efter at han læste op af den sjældne bog Inkheart, og nu prøver Mortimer at finde et eksemplar af den sjældne bog, da det måske er den eneste måde han kan få sin kone tilbage. I sin rejse rundt omkring i verden møder han den forræderiske Støvfinger (Paul Bettany), en mystisk ildkunstner med magiske evner og straks er skurken Capricorn på nakken af Mortimer i jagten på at udnytte Mortimers evner som sølvtunge, samt at destruere det sidste eksemplar af Inkheart. Mortimer får hjælp af sin eksentriske tante Elinor (Hellen Mirren) og en uventet gæst fra 1001 nats eventyr, samt forfatteren til den sjældne bog Inkheart.
Hvis man forventer en smuk og spændende eventyrfilm som fx Harry Potter eller Stardust bliver man hurtigt skuffet. Effekterne er plastikagtige og fantasiløse og historien er kludret og forudsigelig.
Vi har set Brandon Fraser i tidligere eventyrfilm som mumien trilogien, og det er da også den samme genre han har kastet sig ud i igen. Et lidt kedeligt valg til en hovedrolle, og han minder mest af alt om en actionman-dukke, rigtig cool i reklamerne, men kedelig, livsløs og gummiagtig når man står med den i hånden. Man bliver hurtigt frustreret, ikke bare over de dårlige effekter men også over historien som helhed. Mortimer har evnen til at gøre figurer og ting fra bøger levende, men alligevel vælger han gang på gang kun at læse op af ”Troldmanden fra Oz”. Hans lille pige bliver kidnappet og alligevel fremmaner han ikke ”the ring of power” eller læser op af et supermand magasin og manglen på logisk sans er til tider pinlig og kvælende. Når man ser filmen bliver man i tvivl om forfatteren til dette makværk havde røget en dårlig bønne inden hun fandt på denne historie eller om hun bare er utrolig dum. Man bliver dog til tider lettere underholdt, og det er især Hellen Mirrens rolle som, med kant og humor, får en til at trække på smilebåndet, eller i hvert fald får det til at klø lidt på næsetippen, men også kun lige.
En film der formår at gøre Hellen Mirren, der ridder på en enhjørning, kedelig er virkelig ikke værd at se og man bør virkelig overveje, om man gider at kaste penge efter filmatiseringen af Inkheart. Filmen prøver at fortælle én at det er fedt at læse bøger og det får man i hvert fald også lyst til, hvis alternativet er filmen.
|
|
|