”The International: Et studie i hvilepuls”

Forventningerne blev dog skuffet på det allergroveste. Ét er at filmen i modsætning til mange andre i sin genre fravælger biljagter, eksplosioner og lagengymnastik med eksotiske kvinder, men de skuespilpræstationer og psykologiske twists som burde opveje dette valg indtræffer aldrig; ingen action – intet brag. Det er som at se Ørnen med et stort rejsebudget bare uden hjerne og hjerte. Det ene øjeblik er vi i Berlin, det næste New York. Derefter Milano, Istanbul, Luxembourg, tilbage igen, frem igen, tilbage igen og kun én enkelt gang tillader hjernen min krop at overstige hvilepulsniveauet.

Det øjeblik indtræffer i en guddommelig smuk skydescene på Guggenheim-museet i New York. Her går automatiske skydevåben, 500 liter teaterblod, dunkende rytmer og Frank Llyod Wright’s arkitektur nemlig op i en højere enhed: det er den scene som ene og alene kunne retfærdiggøre at løse billet til dette makværk af en film. Et er at producenterne selvfølgelig ikke har kunnet styre verdens gang, og derfor næppe kan anklages for at et plot, hvor en bank kontrollerer flere af verdens regeringer og hære, synes uplausibelt i en krisetid, hvor scenariet nok er omvendt. Men anklages må de, og det er for at tillade en film med så tarvelige skuespilpræstationer – som om man ikke led nok i forvejen! Ak!

Den mekaniske Naomi Watts er ligeså uvedkommende som sit glatte hår og Clive Owen, som skal forestille at være en agent med broget historie i Scotland Yard drevet af sit retfærdighedsinstinkt, får man aldrig hverken indsigt i eller sympati med. Bedre bliver det ikke af det stænk pladderhumanistiske lommefilosofi manuskriptforfatteren febrilsk har prøvet at klemme ind for at give handlingen en smule substans. Ytringer som ”Det er menneskets lod at lære hvilke broer, man skal krydse og hvilke man skal brænde” samt ”Til tider finder man sin skæbne på den vej, man tog for at undgå den” får bare tæerne til at krumme sig endnu længere ned i de i forvejen hårdt prøvede skosåler. Mest af alt fordi de leveres med en ligegyldighed, der skriger: ”Jeg medvirker kun for salærets skyld”.