Confessions of a Shopaholic (BIO)
Af Anders Bobek
Rebecca Bloomwood (Isla Fisher) er en ung journalist med trang til mode - i den dyre ende. Efter en barndom fyldt med genbrugstøj, loppemarkedfund og tøj fra det lokale supermarked, beslutter Rebecca at hun aldrig mere vil iklæde sig tøj fra genbrugsbutikker; hun bliver derfor storforbruger af de smukke, glinsende, moderigtige ting som de mange butikker har at byde på.
Hurtigt tager hendes shoppingvaner overhånd og hendes liv bliver forvandlet til et økonomisk kaos. Hun arbejder for et knapt så prestigefulde havemagasin, men hendes højeste ønske er at blive modejournalist, for det mondæne Alette magazine. Hun mister sit arbejde og søger et job for Alette, men hendes ansøgning kommer ud for en forvikling og bliver i stedet send til et businessmagasin. Der bliver hun ansat til at skrive ukonventionelle, metaforer over økonomiske faktorer og hurtigt bliver hun kendt som et økonomisk geni - bedre kendt som the girl with the green scarf. Rebecca bliver også populær hos sin nye chef Luke (Hugh Dancy) og den supersmukke, men langt fra sympatiske modeskribent på Alette, Alicia Billington (Leslie Bibb)
Confessions of a Shopaholic er en film i den lette ende, og filmens morale er allerede at finde i selve titlen. Komedien danser let over skærmen, er sjov og vittig, men hurtigt glemt igen. Man bliver hurtigt selv forblændet af de løfter de blændende butiksvinduer lover, og når filmen er overstået er man ikke helt overbevist om, at det er en negativ ting at have 150 kjoler, 200 par sko og en ny taske til hver en dag året har at byde på. Man støder hurtigt på den søde Luke, og hvis man er til søde, pretty-boys der kører flødebollestilen, er han helt perfekt, og man kan da heller ikke helt undgå at smelte over hans britiske accent og drengede charme. Vi bliver både mindet om finanskrisen og om kapitalismens indhug i vores hverdag, på trods af, at det hele klinger lidt hult, når det kommer fra en Hollywoodfilm. Confessions of a Shopaholic er en sød, romantisk komedie, men forventer man en ny ”The Devil Wears Prada”, bliver man skuffet.
|
|
|