Der er næppe noget, der er så skræmmende for vanemennesker som forandring, og det må man sige at Larita bringer med sig. På et engelsk herresæde sidder familien Whittaker. Vi befinder os i 1920’erne og her i den engelske landidyl, hvor de største katastrofer og udfordringer består i tetider, bordplaner og hvem der er hvem er det ikke just hverdag at en kvindelig racerkører træder ind gennem døren. At hun så tilmed er amerikaner gør det ikke nemmere.
Familien Whittaker består af hr. og fru – hvoraf det er den sidste, der har bukserne på, to døtre og en søn. Det er denne søn, der vender hjem med sin hustru – amerikanerinden Larita. Mens alle andre forelsker sig i familiens nye svigerdatter, så er det straks anderledes med fruen i huset. Hun hader alt hvad Larita står for, men først og fremmest ser hun alt det, hun aldrig blev. Denne unge, frie kvinde symboliserer alle de drømme hun havde engang, og det betyder naturligvis, at de to kvinder uundgåeligt støder sammen og der udbryder en mindre (civiliseret) krig på herresædet.
Easy Virtue er baseret på den engelske dramatiker Noel Cowards stykke Let Spil. Han kunne om nogen spidde den engelske overklasse, og det er fremragende videreført i Easy Virtue. Den helt store konflikt er naturligvis personificeret i de to stærke kvinder, henholdsvis spillet af Jessica Biel og Kristin Scott Thomas. De er fantastiske sammen og det fyger med gnister, når de to kappes.
Kvindernes kamp flankeres af de to ægtemænd, den unge John, der egentlig bare vil nyde livet, og som ser på hjemmefrontens krig som var det for sjov, og så den ældre hr. Whittaker, der spilles fremragende af Colin Firth. Han er stadig præget af den voldsomme krig, der rev Europa i småstykker nogle år forinden, og han står fatalistisk på sidelinien og ser til mens familien mere eller mindre selv er i krig.
En sådan film som Easy Virtue lever i høj grad af to ting: Persontegningen og dialogen – begge dele er præcis som det skal være. Talen er skarp og vi kender personerne bare ved at se på dem.
Easy virtue er et fint lille drama, om en tid og en klasse, der måske ikke er vedkommende for nutidens store problemstillinger, men på det menneskelige plan kan alle være med, og historien er både velfortalt og ikke mindst sjov.
Stiff upperlip eller ej, så kan den bestemt nydes.