Coco før Chanel
Af af Maria Tran Larsen
Coco før Chanel, som er baseret på en biografi af Edmonde Charles-Roux, er historien om en lille fattig pige der bliver efterladt af sin far på et børnehjem sammen med sin søster. De to franske piger tjener i deres unge år deres penge i et baglokale som syersker der lapper tøj for en skrædder i provinsen. Dette alene giver dog ikke smør på brødet. Aftenerne går derfor med cabaretoptræden for fulde soldater, der i meget højere grad er mere interesseret i at se den charmerende Cocos ben end at høre hende synge. Her bliver Coco opdaget og beundret af den velhavende Etienne Balsan (Benoît Poelvoorde) der bliver hendes elsker. Coco flygter fra sin middelmådige tilværelse ud på Balsans gård og får sammen med ham øjnene op for væddeløbsheste og mænger sig med overklassen, hvor hun absolut føler sig helt ved siden af. Coco ligner ingen anden kvinde i Balsans omgangskreds, alligevel får den flotte engelske Arthur `Boy´ Capels hurtigt øjnene op for hende og mødet med ham bliver et vendepunkt i Cocos karriere, samt i hendes (manglende) kærlighedstro. Coco før Chanel er derfor også historien om en forelsket kvinde, der indser at hun aldrig bliver nogens hustru og historien om en rebel der på ingen måde vil finde sig i tidens kvindeundertrykkende konventioner. Coco Chanel vil være fuldstændig fri og uafhængig.
Coco før Chanel er instruktøren Anne Fontaines første forsøg på et kostumedrama - og et vellykket et af slagsen. Universet, kostumerne og generelt al production designet er smagfuldt, diskret og der er sans for detaljen. Inden jeg så filmen, antog jeg at den umiddelbart kun henvendte sig til mode- og stilinteresserede, men filmen har mange flere aspekter end som så. Ud over at filmen er flot, er historien fantastisk, men også realistisk. Manuskript bag er baseret på Coco Chanels virkelige historie og her er udtrykket ’virkeligheden overgår fantasien’ særdeles gældende. Coco før Chanel er derfor ikke et værk der ligger under for diverse filmregler og Hollywoodmodeller. For en gangs skyld er det dejligt at se en film med en anderledes struktur der afskyer sentimentalitet og klichéer og dette er en af filmens store fornøjelser. Den største fornøjelse er dog Audrey Tautous fremragende præsentation, som lever rollen som Coco fuldt ud. Hendes mutte ansigt reflekterer Cocos alsidige personlighed, der endnu ikke har fundet sin identitet. Det er tydeligt at Fontaines hovedinteresse med denne film er at vise en ung fattig kvindes kamp for at blive selvstændig og succesfuld, uden andre hjælpemidler end sin egen styrke og det er også et yderst inspirerende budskab i sig selv.
|
|
|