’En ringe affære’ Green Lantern

I 2008 blev alle sultne superheltefans fodret med opfølgeren af Batman Begins nemlig ’The Dark Knight’ – som efterfølgende blev ratet som den bedste film nogensinde på imdb.com (Internet movie database). Nu giver Warner Brothers os endnu en Blockbuster med en af DC Comics andre figurer – nemlig The Green Lantern. Filmen har imidlertid langt flere forbiere end den har pletskud, og selvom Green Lantern rent teknologisk er så up-to-date som muligt og sågar er en 3D film, ændre det ikke på, at filmen absolut hører til blandt i bunden af alle superheltefilm fra det 21. århundrede.

Are you afraid?
Det starter ellers lovende. Vi bliver introduceret for Green Lantern-Korpset, som trues af den nye fjende – Parallax – der udsletter sine modstandere igennem deres frygt, og er kommet for at overtage universitet. Hele mælkevejens skæbne lægger pludselig i hænderne på den kække testpilot Hal Jordan (Ryan Reynolds), som viser sig at være det ”udvalgte” menneskelige individ, til at bære en ring der giver ham evnerne til – kombineret med frygtløshed – at kunne overvinde Parallax forhindre en total udslettelse af Jorden. 

Problemet med ”The Green Lantern” lægger såmænd heller ikke i filmens indledende løfter, men snarere i udførelsen. Grundstammen minder nemlig om meget af det vi kender fra amerikanske superheltefilm – en film der byder på en genkendelig cocktail af action, kærlighed og overvindelse. Alt sammen foregår i et superhelteunivers, der kombinerer hverdagsrealisme, med det et overflod af overnaturlige elementer.

Men Green Lantern formår langt fra at udnytte dens potential. For det første, er størstedelen af forholdene mellem filmens karakterer skidt fortalt fortalt. Eksempelvis går det først alt for sent op for séeren at Hector Hammond (Peter Saarsgaard) – som senere viser sig at blive Hals ærkefjende – og Hal allerede kender hinanden på forhånd. Det eneste troværdige bånd mellem roller i denne film, er imidlertid det mellem Hal Jordan og Hals kvindelige med-pilot som spilles af Blake Lively. Selvom det følelsesmæssige hurlumhej-spil mellem de to er set før, er det imidlertid kemien disse to imellem der hører til blandt filmens stærkeste.

Mis-match mellem set-up og payoff
Rigtig galt går det i filmens slutning hvor, man kunne have håbet på et afgørende slag imellem fjenden Parallax og The Green Lantern-korpsets ellers tændte mandskab, som ellers var blevet talt varme af overhovedet Sinestro (Mark Strong). I stedet munder Green Lantern ud i en hurtig og knap så intens besejring af Parallax af Hal Jordan alene, hvorefter galaxen hvor Green Lantern-korpset opholder sig, atter er trygt.

Rent teknisk er filmen en blandet kop te. Det visuelle er overordnet nydeligt, men man kunne have håbet at der var leget endnu mere med dybden i det 3 dimensionale perspektiv, da det til tider kan synes tæt på at være overflødigt.

Så..
Vi er efterladt med en moderne superheltefilm, som, rent plotmæssigt, er usandsynligt tam, og lader til at have sprunget over hvor gærdet var lavest. Det minder mest af alt som et stykke manusarbejde der skulle være hurtigt overstået – og så kan man ellers ærgre sig grænseløst over hvorfor projektet dog ikke er mere helstøbt. Green Lantern er et glimrende eksempel på, at en dyr produktion med mange effekter og en god historie ikke nødvendigvis går hånd i hånd. Filmen får én stjerne for det visuelle, som trods alt har sine momenter af nydelighed, samt én for Ryan Reynolds som afholder den her film fra at være synke endnu dybere end den kunne have gjort, da han i rollen som den små-nonchalant og ikke mindst kække testpilot trodsalt tilfører filmen et lille lyspunkt. Til sidst kan man så spørger sig selv.. ”Are you afraid?” – men det skulle imidlertid kun være for en 2’er.