’Bora ’Boring’

Hvad gør man hvis man som 9. klasses teenagepige lever i et virvar af konstante nedture fra alle leder og kanter, og trænger til at komme væk fra det hele?

Det må sådan ca. være spørgsmålet, som her føres under loopen af instruktøren Hans Fabian Wullenweber (Klatretøsen, 2002) i form af den nye ungdomsfilm ’Bora Bora’, som har fodfæste i musicalgenren. Svaret? Tja, det udfolder sig i løbet af 76 minutters forudsigelig ungdomskærlighed, gadetyveri samt utroværdig playback-mimen.

Løb for livet
I Bora Bora følger vi 15-årige Mia (Sarah-Sofie Boussnina), som er træt af hverdagens overfladiskhed. I skolen bliver hun mobbet, og på hjemmefronten synes båndet til hendes mor synes at være gledet af sporet. Mie har ikke meget andet end sine jævnlige løbeture at støtte sig til. Da skuden ikke lader til, at have til hensigt at vende indenfor nær fremtid, stikker Mie af hjemmefra og ender med hurtigt, at blive et etableret medlem af en ungdomsbande der lever af lommetyveri, hvor hun i øvrigt forelsker sig i gruppens medlem ’Zack’ (Janus Dissing Rathke). Gruppens hovedmission er at spare op til deres eget sted – hvor voksne ikke er tilladte.
Tingene spidser imidlertid hurtig til, og gruppen beslutter indenfor kort varsel at rejse til ferieøen ”Bora Bora” – et projekt som er svære at gennemføre for dem end først antaget, da det pludselig besværliggøres grundet intern intriger, ordensmagten samt bekendtskaber fra fortiden.

Gammel idé – ny indpakning
Der er altså ikke just tale om nyskabende plotopbygning. Handlingsforløbet er næsten absurd let at gætte sig frem til allerede efter filmens første halvdel, og flere steder sidder man tilbage med en følelse af, at plottet og sangteksterne i musicalen mest af alt minder om noget der ville udmærke sig i en lav-budgets skolekomedie rundt på landets utællelige provinsgymnasier.

Tidstypisk.. men klichéfyldt
Selvom musicalfilmen flere steder byder på sange der emmer af tidstypiske up-tempo rytmer, ville jeg ikke satse mine penge på at sælge guld med et eventuelt soundtrack album. Det bliver simpelthen for banalt og lige til. Man kunne godt have håbet, at der var taget lidt flere sats på de musikalske fronter, så de børnerimsprægede tekster nåede lidt over det stadie, vi oplevede i danske julekalendere for børn, for år tilbage. Nu var det jo netop meningen, at det skulle være en ”anderledes” ungdomsfilm. Men numrene er der imidlertid ikke meget anderledes at komme efter. I hvert fald ikke lyrisk. For come on.. Det er ikke just en banebrydende nyhed at ”smerte” rimer på ”hjerte”, vel? I øvrigt ville jeg have sendt flere af hovedrollerne på et ”playback”-kursus, da nogle af sangene desværre drukner i uheldig ’sync’, hvor det er tydeligt for seeren, at det IKKE er skuespilleren der har lagt vokal til. Der gives trodsalt stadig point for forsøget for at holde liv i musicalgenren; som til tider lader til at synge på sidste vers på det danske lærred.
Kamerateknisk består Bora Bora imidlertid med en fin karakter, da filmen flere steder byder på en god dynamik i billedet som f.eks. når den unge lommetyvs-’possé’ i bedste parkour-stil flygter fra politiet ved at kaste sig over hegn og parkerede biler.  Det er i øvrigt en forfriskende oplevelse at beskue hvorledes majoriteten af Bora Boras scener udspiller sig i selveste hjertet af København – i ellers så globaliserede tider som disse.

Dummebøder til forfatterne
Selvom skuespillet langt fra er det dårligste der har ramt det danske lærred indenfor netop denne type film, er der altså heller ikke tale om revolutionerende præstationer fra de to hovedroller som vi kender fra blandt andet ’Lærkevej’ (Sarah-Sofie Boussnina) og ’Drømmen’ (Janus Dissing Rathke). Egentlig fornemmer man, at de begge har mere at byde på, men når klichéfyldte replikker langt hen af vejen er hvad der er i højsædet, kan det være vanskeligt at fremstå meget mere troværdigt end de gør - som når ”Zack” bortforklare hvorfor han har noget ’kørende’ med én anden pige fra gruppen, udover Mie, med et ’jeg ville have fortalt dig det’. Flere steder ville Bora Bora have haft godt af at lade sig inspirere af tidstypiske novelle-forfattere, hvis værker ofte er præget af en vis mængde minimalisme. Selvom den primære målgruppe er et yngre segment – må der være grænser for hvad der skal udpensles. Jimmy Jørgensen er i rollen som løbetræner for det lokale pigehold, blandt filmens mest overbevisende karakterer. 
     
Forudsigelig innovation i konfirmandhøjde
Så uanset hvad ambitionerne for projektet har været, er Bora Bora hverken pinligt ringe og ej heller er en succes der kan sidestilles med ’Klatretøsen’. Bora Bora minder mest om en ny måde at takle et klassisk tema på, så selv med originaliteten i udførelsen taget i betragtning, er der stadig højst tale om middelmådig underholdning og slutresultatet minder mest af alt om en omgang forudsigelig innovation i konfirmand højde. Der er ikke tale om stor film kunst, men i forhold til den målgruppe filmen er tiltænkt, burde den kunne efterlade både smil og optimisme i sindet hos landets rebelske teenagere.
Alt i alt er Bora Bora en sød fortælling om at finde sig selv i ungdommen, og giver op til flere associationer til tidsløse bi-temaer som forældreoprør og det at gå fra ”barn-til-voksen”. Men selvom præmissen er skudsikker, mangler filmen at blive tilsat ingredienser som en halv teske fuld dybde og 150 gr. overraskelser for, for alvor at få gjort bod på den lidt ”flade” smag i munden som Bora Bora nu engang efterlader. Man spytter det ikke ud – men man bestiller heller ikke én ekstra portion.