Socialrealisme på fransk

Socialrealisme er normalt noget, man forbinder med Ken Loach og engelske film i triste og grå farver. Socialrealisme på fransk er anderledes farverig og tempofyldt.

Vi begynder meget sigende med et vue fra en stor fest – ud gennem køkkenet og ned til de laveste køkkenmedhjælpere på rangstigen – nemlig opvaskerne. Her står Samba og vasker af, langt fra ønskejobbet som kok og endnu længere fra gæsterne til festen, hvor han vasker op.

Han har ikke indrejsepapirerne i orden og bliver snuppet i en razzia.
Her møder han den frivillige socialarbejder Alice, som egentlig har et topjob i erhvervslivet men stille er på vej tilbage efter et alvorligt stress-sammenbrud. Hun bryder reglen om ikke at udlevere private telefonnumre til klienter – og så ringer Samba op for at få hjælp.

Mørk sexet charme
Det er en film, som på finurlig fransk facon giver os et indblik både i den desperation og det sammenhold, der er blandt alle disse illegale indvandrere, der stort set alle er blevet udvist af Frankrig men er endt i et ingenmandsland, hvor forfalskede opholdstilladelser og forskellige dagjob, som ingen andre vil have, er dagsordenen. Vi får også et indblik i det kaotiske virvar på integrationskontoret, hvor alle mulige frivillige og ansatte på bedste måde prøver at hjælpe med de spørgsmål og problemer, alle disse indvandrere måtte have.
Det er både morsomt og grumt på samme tid.

Imellem disse to verdener udspiller der sig så en stille voksende romance mellem Samba og Alice (det er vel en fransk film, så amour er et must!).

Omar Sy har den perfekte, mørke, sexede charme, hvis man er til forhutlede mørke typer. Tahar Rahim har råsexet gavflab-udstråling som vennen Walid, der lyver sig til at være fra Latinamerika. Charlotte Gainsbourgh er Alice med det specielle franske miks af rastløshed, neuroser og kølighed.

Samba er en film, hvor man går fra mørket med en boblende og livsglad fornemmelse i kroppen – ganske som hvis man havde danset en ægte Samba!