Som en lille dreng sagde, da han så Kejserens i hans nye klæder ”Jamen, han har jo ikke noget på”. Noget lignende kunne man ønske, at nogen havde sagt til Florence Foster Jenkins ”Jamen, du kan jo ikke synge”. Måske var den ”dreng” hendes egen far, for han sagde i hendes unge år, at hun skulle opgive musikken, for ellers blev hun gjort arveløs. Hun gjorde meget for musikken, via sin egen Verdi Club, og så begyndte hun at synge opera i en meget meget sen alder.
Her 72 år efter hendes død, skal vi så havde den oplevelse af at se Meryl Streep i hovedrollen som Florence Foster Jenkins på det store lærred.
Jeg skulle ikke langt ind i filmen, før tårer løb ned af kinderne, og jeg virkelig måtte beherske mig for ikke at knække sammen i latterkramper – denne film er simpelthen et must see. Den er fantastisk. Og Madame Jenkins er fabelagtig, og helt igennem en skøn personlighed. Man glemmer lidt, at det er Meryl Streep, der er i hovedrollen, og det er jo sådan noget hun kan. Der er ingen tvivl om, at hun nok skal blive nomineret til en Oscar for denne film.
De tre hovedpersoner
Filmen er en rigtig god beskrivelse af tre sørgelige skæbner, der finder sammen via den musik og optræden, de alle elsker. Vi befinder os i den rigtige ende, The High society i 1940'erne, hvor penge havde god indflydelse.
Meryl Streep i hovedrollen som Florence Foster Jenkins finder i en alder 76 år ud af, at hun vil synge opera. Alle roser hende, men ingen siger sandheden. Hun er fuldstændig tonedøv, og man skulle tro, at omgivelserne også var. Jenkins er flamboyant, hun elsker det store skrud – og så tror hun, at hun kan synge. I en af scenerne, ser vi hende på besøg hos den unge pianist Cosmé McMoon, som nærmest får det menneskelige frem i hende, og man kunne fristes til at knibe en lille tåre – for hun er en sand skæbne.
Meryl Streep er elskelig i denne rolle, som hun også var, da hun spillede Margaret Thatcher i filmen Iron Lady, hvor hun vandt en oscar og i Julia og Julie, hvor hun leverede en fantastisk Julia Child, en film hun blev oscar-nomineret for. Det er Streep, der hiver den en takt op, og er med til at give de stjerner jeg til sidst giver.
Hugh Grant spiller rollen som husbonden, St Clair Bayfield – Det er en noget ældre Hugh Grant, vi ser i denne film, i første omgang lægger man slet ikke mærke til, det er ham, fordi Florence Foster Jenkins overskygger dem alle. Han elsker sin kone, men omstændighederne gør, at han har en elskerinde, som Jenkins har sagt god for. Bayfield er en skuespiller, der aldrig har slået sig fast, og i forbindelse med fruens optrædener i hendes Verdi Club får han lov at fremsige sine monologer. Nogen god skuespiller blev han aldrig, men det er Hugh Grant til gengæld. Han er en rigtig god ”ældre” skuespiller.
Simon Helberg ses i rollen som pianisten Cosmé McMoon, der får den ærefulde tjans at blive Florence Foster Jenkins personlige pianist - et ønskejob lige til han høre hende synge, men han bliver. Ingen tvivl om at han også er en sørgelig skæbne. Faktisk stopper han med at være pianist, efter Jenkins dør i 1944, og bliver så dommer i bodybuilding.
McMoon er en skøn personlighed, absolut til den feminine side, og en smule eller måske lidt meget homoseksuel.
En historie der skal opleves på film
Jeg kendte absolut intet til historien om Florence Foster Jenkins før jeg satte mig ind i biografen. Jeg elsker Meryl Streep for hendes måde portrættere Florence Foster Jenkins på; hun gør det med liv og sjæl.
Filmen fik mig til at grine på de rigtige steder, og fælde en tåre på andre, og så fortjener den absolut maks antal af stjerner.
Det er en fantastisk rørende film - en feel good movie - og nu er Florence Foster Jenkins historie fortalt, uden at lave grin med hende.
6 stjerner
Se traileren her
Kan du ikke se videoen, klik her