DVD: Musikalsk charme og varme

De gode musicalfilm kommer i bølger – Moulin Rouge fra 2001 gav nyt håb for musicalfilmen, som var tæt på uddød, bortset fra populære dansefilm som Dirty Dancing, Flashdance og et enkeltstående musicalhits som Grease, som dog ikke vandt eller var nomineret til nogen Oscars. Moulin Rouge ændrede synet på musicalfilm og banede vejen for, at Chicago vandt en Oscar som bedste film i 2002. Man skal helt tilbage til 1968 for at finde den sidste musical-vinder. La La Land var også nomineret som Bedste Film. Den fik ikke prisen men løb med seks statuetter ud af de 14, den var nomineret til.

Oven på den hype, der var omkring filmen, var den en smule skuffende for publikum, da den ramte de danske biografer to måneder efter den amerikanske biografpremiere. Det er heller ikke en prangende musicalfilm som Moulin Rouge eller Chicacgo. Den er i stil med de gamle Fred Astaire og Ginger Rodgers film men har en mere bittersød tone. Ryan Gosling og Emma Stone danser og synger også som mere almindelige mennesker – ikke som deciderede dansere eller sangere – og der er kun to store ensemblenumre i filmen – til start og slut. Resten af tiden er det et mini-drama med meget få medvirkende.

Stilen er gammeldags men farvevalget og dialogen er moderne. Og så er de to hovedroller enormt charmerende og tilpas afdæmpede i spillestilen til at det aldrig bliver camp. Det er nok det nærmeste, man kan komme en realistisk musicalfilm. Musikken af Justin Hurwitz er flydende melodiøs pop med tekst af tidens største hotshots på musicalscenen i New York, Benj Pasek og Justin Paul, begge åbne homoer der ryddede bordet ved den nyligt afviklede Tony Awards i New York, hvor deres musical Dear Evan Hansen tog alle tænkelige priser.

Varm om hjertet bliver man i hvert fald undervejs – og selvom musicals efter min opfattelse altid gør sig bedst på teatret, kan man sagtens bruge et par timer i kærligt musisk selskab i La La Land.