Den triste fremtid

Vi er til en slags dansk udgave af "Bladerunner møder Tilbage til Fremtiden" i grå, dansk socialrealisme – en cocktail af forskellige genrer der har svært ved at passe sammen. Blandt andet fordi historien rummer en masse huller selvom den prøver at være et vigtigt økologisk opråb til nutidens svigtende interesse for en bæredygtig miljøpolitik.

Vi er i år 2095 og havene er steget og alt naturligt ferskvand er forsvundet. Der forskes i at lave ferskvand af saltvand – men forskningen går langsomt. Man har fået mulighed for at sende personer tilbage i tiden ved at undergå en molekylær deling og sende sin anden halvdel (en QEDA) tilbage i tiden. Processen er blevet forbudt fordi den kan rykke i tiden og dermed forstyrre verdensbalancen, men efterretningschefen Fang Rung (spillet af en muskuløs, trænet og lækker Carsten Bjørnlund) bliver sat til at gennemgå delingen og finde frem til sin kones mormor Mona Lindkvist (Sofia Helin kendt fra Broen) tilbage i 2017 og sørge for at redde hendes forskning inden den går tabt – da man ved hun styrter ned med et fly.

Det er et kapløb med tiden for at redde verden, men det er et langsommeligt kapløb i Max Kestners grå og mutte instruktion. Billederne af et oversvømmet København er imponerende realistisk flotte – men handlingen er det meste af tiden tåbelig og selvhøjtidelig, grænsende til det ufrivilligt komiske. I filmen medvirker gode navne som Joesph Mawle, kendt for bl.a at spille Benjen Stark i serien Game of Thrones, og Stina Eklbad. Begge spiller det bedste de kan under de givne omstændigheder.

Det er en grå og deprimerende omgang som jeg ikke tror fanger hverken sci-fi fans eller økologister – men flot filmet, det er den.

Se traileren for filmen her:

Eller se traileren HER.