”Semi-Pro”
Nu er dette undertegnedes debut som filmanmelder, så jeg er ikke klar over hvor mange mennesker der plejer at møde op til den gennemsnitlige pressevisning af en premierefilm, men jeg gætter på at en broget skare af ca. 10 fremmødte anmeldere ikke ligefrem signalerer blockbuster. Alternativt kunne et smalt anmelderpanel måske indikere film-noir eller koreansk kunstgyser, men disse grupperinger er der heller ingen fare for at denne film kommer til at havne i. Den uovervældende interesse kan måske hænge sammen med at filmen allerede i sit pressemateriale emmer af plat humor og forudsigelig handling. Og hvad det angår, bliver ens fordomme ikke i nævneværdig grad gjort til skamme af filmen selv. Og dog.
”Semi-Pro” foregår i 1976 i den amerikanske by Flint i Michigan. Amerikansk basketball var i 70’erne opdelt i to sportsforbund. NBA som vi kender det i dag, var klart sportsligt overlegen, og derudover fandtes ABA, The American Basketball Association, hvis hold kompenserede for det manglende sportslige niveau ved at arrangere spektakulære shows og promotion-stunts til ære for deres publikum.
The Flint Tropics er et af disse hold. Holdets ejer og spillende træner, Jackie Moon (Will Ferrell), er en mester udi kulørte kostumer og skøre iscenesættelser, og har selv finansieret holdet ved hjælp af det økonomiske overskud fra et discohit, han har stjålet fra sin afdøde mor. Denne viser sig senere at være Patti Labelle, (skrigedronning og ophavskvinde til megahittet Lady Marmelade, hvis nogen skulle være i tvivl), hvilket er en overraskelse, da Jackie med undtagelse af en krøllet hårpragt, ikke tilnærmelsesvis er mulat af udseende. Forhåbentlig fornemmer man allerede nu det høje niveau af gakkelak.
Da det bliver annonceret at ABA og NBA skal fusioneres, og at kun de fire bedste hold i ABA-ligaen kommer til at overleve fusioneringen, ligner det begyndelsen til enden for The Flint Tropics som befinder sig på en sidsteplads i ligaen.
Og så behøver man nærmest ikke sige mere.
Nu gælder det naturligvis om at redde holdet fra at gå i opløsning, og amerikanernes foretrukne dyd, næst efter ubegrænset frihed for enhver pris – fighterånden – må tages i brug.
Til at give fighterånden lidt substans opkøber Moon den tidligere NBA-spiller, den noget afdankede Monix (Woody Harrelson), for en vaskemaskine(!), og Monix får efterhånden tilranet sig ansvaret for den sportslige ledelse af holdet.. Han viser de dovne amatører at der må svedes og arbejdes hvis man vil nå sine mål her i tilværelsen. Desuden har han travlt med at generobre en gammel flamme – en sød og almindelig pige, der angiveligt ”kan tømme den som ingen anden”.
Holdets lovende talent, Clarence ”Coffee Black”, spilles af André Benjamin, kendt som halvdelen af den musikalske duo OutKast, og han er, om ikke andet, en fryd for øjet.
Om holdet når deres mål til sidst vil jeg undlade at afsløre. Ikke fordi jeg ikke vil ruinere spændingen for folk der har tænkt sig at se filmen, men fordi det viser sig at være uden betydning. Vejen mod målet er så fyldt med vanvittige indslag, platheder og latrinære jokes at man ikke kan nå at intellektualisere over noget som helst undervejs. Aldrig så snart føler man at man har forstået hvad det er der overordnet gøres grin med i filmen, før også dét bliver udsat for et comic relief.
Det store antal af biroller, den ene mere vanvittig og abstrakt virkelighedsfjern end den anden, konkurrer ligeledes om opmærksomheden. Snart sagt hver eneste rolle er en hårdt optegnet karikatur, og undtagelserne er så få, at også de kommer til at virke karikerede. Der skal gakkes og klovnes, og der bliver der efter alle kunstens regler. Målet i handlingen og målet med filmen viser sig at være en og samme sag: Sjov og ballade.
Og midt i al gennemskueligheden og forudsigeligheden sker der noget, der får en selvudråbt intellektuel som undertegnede, til at gå i panik: Man giver op og følger med strømmen. Og selv for glimmerbøssen i os alle er der noget at komme efter: Funky beats, farverige kostumer, (enkelte) veltrimmede sportsudøvere og den fierce negermor med de farvestrålende gevandter og træsmykker. (For slet ikke igen at nævne Patti Labbelle - endda med englevinger). Altså et visuelt og auditivt overflødighedshorn som man ikke helt kan lade være med at forelske sig i.