Bittersød komedie
Af Esben Weiergang
At selv en handikappet, endda en alvorligt invalideret, kan få en prægtig oplevelse ud af Operaens nyopsætning af Richard Strauss’ Rosenkavaleren, er XQ28’s udsendte et levende bevis på. Dette tilmed i følge med en altid forgiftet, forvirret, forblændet, men i det mindste ikke forkølet - og denne aften kun let overrislet – tandlægestuderende som dette monster af en anmeldelses andet hoved.
Vi befandt os på Operaen. Og derinde befandt vi os i Wien i første halvdel af 1700-tallet hvor den 35-årige feltmarskalinde (Ann Petersen) nød sin halvt så gamle elsker Octavian (Elisabeth Jansson), vel vidende at det var på lånt tid, og at han snart ville møde en yngre og smukkere kvinde at forlade hende til fordel for.
En fire timer lang cocktail af sarkasme, storborgerlig falden på halen og sindsvridende bittersødme senere blev hendes forudanelse til en kendsgerning, men hendes modne hjerte bar nederlaget med værdighed. Så vidt handlingen kort. Tidens gang, livets lethed og tyngde, lykkens og kærlighedens luner.
Strauss’ værk rummer utallige favnes dybde, og dets nærmest skizofrent moderne collage af melodiske og tematiske facetter står åbent for mange forskelle tilgange oplevelsesmæssigt. Således kan man have en let og fornøjelse aften i teatret, man kan tudbrøle af Weltschmerz, kaste sig ud fra 3. balkon, danse sig rundtosset i wienervals eller musiknørde sig teoretisk igennem det stort orkestrerede partitur. Monstrets to hoveder valgte henholdsvis at danse/sove og tude/nørde, men det øvrige publikum lod til at overvejende at grine sig igennem aftenen. Operaen havde, muligvis inspireret af forestillingens hybenkradsere, fået Campari til at sponsorere en lille en til næbbet, hvilket nok kunne udvikle sig til en tendens på landets teatre på aftener hvor man indbyder anmeldere...
Anyway, det er ikke en sjældenhed at Operaen vælger at sætte sublime værker op, men det er efterhånden en uhyre sjældenhed at det ikke lykkes at smadre det sublime med en påtrængende, dum og altoverdøvende iscenesættelse. Men Rosenkavaleren er en undtagelse. Operachefen havde denne gang valgt hverken at lade en tysk regiteaterpsykopat eller sig selv at begå forbrydelsen, men derimod at sætte en schweizer (Marco Arturo Marelli) til hvervet. Og tak for det. Scenografien var smuk, personinstruktionen grundig og afrundet, og der var et behageligt fravær af skøre indfald. Dette tillod den geniale musik og tekst (von Hofmannstahl), og de meget fine sangpræstationer, at træde frem og fortælle historien sådan nogenlunde som man kunne forestille sig at den var tænkt. Forfriskende! Nytænkende, fristes man til at sige. Måtte også dette blive en tendens.
|
|
|