Stuart Lynch: The Absolute All Ego Show
Af Sune Demant
Teater: Kaleidoskop (K1), 1.-15. Oktober (sprog: engelsk).
Det er mørkt og jeg sidder og overvejer hvad det egentligt er jeg er vidne til. Er det en cabaret opført af patienter fra Nordvang? Er det en danseforestilling? Er det stand-up? Er det en seriøs kommentar til det danske samfund? Er det en opskrift på agurkesalat? XQ28 har været til premiere på ”The Absolute All Ego Show” af Stuart Lynch på det københavnske teater Kaleidoskop (K1). Denne, vores første anmeldelse markerer samtidigt, at du som læser af XQ28, nu også kan følge med i hvad der sker på den Københavnske teaterscene!
Forestillingen ”The Absolute All Ego Show” er et one-man-sammensurium af dans, teater og stand-up. Det er en blanding af den engelsk/australske instruktørs Stuart Lynch’s oplevelser og samarbejde med teatret Kaleidoskop, samtidig med at det er en forestilling om hans 10 år i Danmark. Endelig er det en godhjertet kommentar til danskerne, samt en, ifølge instruktøren selv, advarsel om det forfald og den ondskab, der begynder at præge det danske samfund. Forestillingen er delt i to dele; The Conciousness og The Unconciousness, der umiddelbart lægger op til hinanden. I forestillingen indgår japansk Butoh-dans, der for dem der ikke lige er hjemme i japansk dans, også er en blanding, af dans, performance og bevægelse, ofte benyttende sig af et legende, grotesk og tabubelagt billedsprog. Dansen er ofte langsom og overkontrolleret. Har du lyst til at vide mere om Butoh, er centrale personer inden for traditionen, Tatsumi Hijikata og Katzuo Ohno, der anses for at være grundlæggerne.
Forestillingen vil meget og det er nok der at svagheden ligger, for selvom der tales om det multifacceterede ved Lynch’s optræden (humor, dans og kommentar) som en force, er jeg bange for at det budskab der kunne have stået stramt og stærkt, er blevet fedtet så meget ind i humor, ironi og Butoh-dans, at det fortaber sig i det store hele. Omvendt er der tale om en forestilling i konstant forandring, der med sin bizarre, groteske og humoristiske tilgang til alt, ikke lader tilskueren tilbage med en fornemmelse af at kunne have forudset noget som helst. Forestillingen er delt op i to.
Den første del (The Conciousness) er mest stand-up præget (desværre også med den fornemmelse man kan have når jokes ikke er rigtigt morsomme). Men første afdeling rummer også gode jokes og en vidunderlig indtroduktion til Butoh-dans, der hold mig i et konstant grin – ikke et grin med klimaks, men med en konstant aktivering af grinemuskulaturen, der bestemt også har sin berettigelse som underholdning.
Anden afdeling (The unconciousness) vare den afdeling hvor det hele blev lidt mere abstrakt, bizart, barokt, kald det hvad du vil. Det var samtidig den del af forestillingen hvor man kunne mærke, at Stuart Lynch er professionel. Det var en afdeling hvor det humoristiske bevægede sig over i det tragiske, for igen at hoppe tilbage på det humoristiske spor. Og det var anden afdeling der gik over i en afslutning, der kunne have være et brag, men som var et tragisk-komisk punktum i form af en, i første afdeling, lovet strip.
Jeg sidder nu tilbage og gør status: Jeg morede mig, jeg var underholdt, jeg undredes og jeg blev en lille smule irriteret. Når jeg er helt ærlig, synes jeg at forestillingen som ét hele, både ville blæse og have mel i munden og resultatet var en størrelse der var mere morsom-sjældent end sjældent-morsomt. Det er blevet skrevet i presse-materialet, at forestillingen er et resultat af 10 års arbejde for og med Kaleidoskop, både i skrift og skuespil, og det giver for mig god mening, for der var noget fragmenteret og uhomogent over aftenens forestillingen. Der var i forestillingen så meget materiale at der kunne være kommet flere stykker ud af det, og der skulle Lynch måske nok have slået et par af sine kære ihjel.
Men jeg vil ikke hagle The Absolute All Ego Show ned, overhovedet! Forestillingen har mange gode kvaliteter og for den interesserede og prøvelystne teater-gænger, er der underholdning nok til en hel forestillingen. Du skal dog ikke regne med at gå ud af teatersalen med oplysningens klare lys for dine øjne. Og det er måske også udemærket?
|
|
|