Vanddrivende Verdi
Af Uffe Paulsen
Hvis jeg nu siger opera, hvad er så det første, du tænker på? Kvinder i store kjoler, der dør i timevis? Små tykke mænd, der synger, til de er blå i hovedet? Et publikum bestående af pelsklædte gamle damer og nyrige jyder? QX28 fik alle fordommene bekræftet, da vi var inde og se La Traviata i Operaen.
Det er en ganske skrækkelig sørgelig historie, La Traviata. Giuseppe Verdis opera er baseret på en knaldroman af Alexander Dumas den yngre, søn af ham med De Tre Musketerer, og den får på alle melodramaets tangenter: Den letlevende men tuberkuløse Pariserinde Violettas sorgløse liv slås ud af kurs, da den renhjertede Alfredo når hendes hjerte med sin idealistiske, naive kærlighedserklæring. Modsat Violettas velgører – det, man ville kalde en sugar daddy i dag – Baron Douphol har såre gode Alfredo trofast fulgt med i Violettas liv gennem en netop overstået sygdomsperiode. Violetta slår det først hen, men Alfredos ord om den skønne, ophøjede kærlighed vinder til sidst over hendes gamle kyniske jeg.
Men lykken varer naturligvis kun kort. Efter en periode i verdensfjern tosomhed på et landsted udenfor Paris overbeviser Alfredos far Violetta om, at deres romance må standse, da det er til for stor skade for Alfredos familie. Violetta forlader Alfredo, men selvfølelig uden at fortælle ham den egentlige grund. Han tror derfor, at hun ikke elsker ham mere, og da hun vender tilbage til Paris og den evige fest, er han lige i hælene – såret og jaloux. Under en dramatisk og begivenhedsrig fest får Alfredo udfordret Baron Douphol til duel og ydmyget Violetta grundigt i offentlighed.
Violetta ender derfor med at ligge for døden alene og fattig. Men Alfredo får endelig sandheden at vide om hvorfor Violetta forlod ham, og de to elskende genforenes i yderste øjeblik inden … ja hvad sker der mon til sidst i sådan en opera?
Man skal hverken have en kandidatgrad i litteratur eller musikvidenskab for at kunne følge med i La Traviata: Historien er banal som et Danielle Steel-drama, og Verdis musik er ligeså letflydende og djævelsk iørefaldende som Moulin Rouge-filmens pop-medleyer. Man forstår godt, at La Traviata er en af de mest elskede og opførte operaer i verden – opførelsen, som qx28 overværede, var intet mindre end nummer 271 på Det Kongelige Teater siden 1887!
For en noget nær operajomfru som denne anmelder er opsætningen en stor oplevelse alene i kraft af det håndværksmæssig overskud, som både scenografi, kostumer, musik og sang stråler af. Det er lykkedes at skabe et både atmosfæremættet og dekadent Paris, der bugner af skanky sigøjnere, trashy transer og svedglinsende sugar daddies. Men denne rå seksualitet står desværre også i meget stor kontrast til Alfredo og Violettas rene kærlighed, der kommer til at virke nærmest komisk i sin naivitet.
Det hjælpes heller ikke på vej af Niels Jørgen Riis i rollen som Alfredo. Han synger en glimrende tenor – ikke så anstrengt som operatenorer kan være – men hans fysik og gestik virker desværre ofte lidt komisk. Når han skal være vred, virker han hidsig, når han skal storme dramatisk ud af scenen, vralter han emsigt. Det er også ret forstyrrende, at Niels Jørgen Riis tilsyneladende skal anstrenge sig ret meget for at nå op på de høje toner. Han klemmer ligesom armene ind til sin lidt runde krop og gør et lille spjæt med overkroppen når han skal helt op, og det gør det ikke lettere at leve sig ind i de store følelser.
Derimod er Anne Margrethe Dahl ganske suveræn som Violetta. Hun synger ubesværet stående, dånende, liggende og på knæ, og hun skifter imponerende let og rent mellem ironi, humor og det pludseligt rørende. Det sidste er faktisk lidt af en bedrift i den ellers så klichetyngede handling, men Anne Margrethe Dahl får indimellem formidlet glimt af sårbar menneskelighed ved hjælp af Verdis perlende toner.
Opera kræver i endnu højere grad end film og teater, at man parkerer sin sunde fornuft udenfor svingdørene – alene det, at en lunge syg kvinde synger af karsken bælg på sit dødsleje, kræver en hvis portion velvilje. (Der blev hostet en del mere blandt den ældre del af publikum, end der gjorde i Violettas sygeseng.) Men hvad enten man er til vanddrivende Verdi og spjættende tenorer eller ej, kan det kun anbefales, at opleve selve ritualet "at gå i operaen". Der snor sig en stemning af forventningsfuld magi gennem en aften i operaen: Fra småsnak i foyeren under Olafur Eliassons glimtende lysekroner over lavmælt hvisken i den rødbrunt ulmende sal og synet af det mægtige scenetæppe der dramatisk fejer op, til siden og væk til de første toner lyder fra orkestergraven…
|
|
|