Ansigtet Mod væggen
Af Christoffer Ejby
Det er tirsdag aften, og jeg indtager de lidt håre stole på Cafe´ Teateret. Stemningen er højlydt, og folk har svært ved at falde til ro. Måske fordi man fra starten har svært ved at forholde sig til den mistænkelige scenografi. Lyset går, og jeg er nu overladt til at bruge den næste time i selskab med Martin Crimp, og Holland House. Velkommen ombord på min første anmeldes.
Forestillingen Ansigtet mod væggen, er en trilogi skrevet af den engelske dramatiker Martin Crimp, og er en co. Produktion imellem Holland House, og Cafe´ Teateret. Forestillingen er også udformet i 3 dele, hvor skuespillerne sammen opbygger historien, og med deres forskellige karakterer følelser, er med til at trække historien i deres retning, og man har som publikum, følelsen af, at historien bliver skabt lige nu og her. Personerne i stykket er ikke kolde, eller varme, de er lunkne. De er ikke i live, de opfører sig som om de er i live. De hverken hader eller elsker – de er underligt uberørte, som der skrives i programmet. Imellem de 3 stykker af dialog, bliver man kastet ud i musik, lyde, og sanse billeder.
I starten blev jeg som publikum, underligt kastet tilbage i stolen, og mødes med følelsen af ubehag, og provokation. Måske i selvforsvar. Dog bliver jeg hurtigt taget op af stolen igen, og får lov til at bygge med på historien. Dialogen er nemlig opbygget som var det en samtale jeg har med mig selv, en samtale hvor jeg prøver at finde Lykken igennem, aggressioner, og frustration.
Jeg bliver på alle tidspunkter fanget, og fænget af historien, og skuespillet er så skarpt, at jeg bliver kastet ud i mange forskellige og underlige følelser. Og må som skuespillerne, tage flere emner op med mig selv for at kunne forsætte stykket. Det rører så meget ved publikum at folk ikke kunne sidde stille, og jeg havde flere gange følelsen af at blive kvalt i den meget stærke og tætte stemningen, der var i den lille sal.
Scenografien som i starten egentlig irriterede mig, er forunderlig, og spændene, da den formår at byde på nye muligheder, og ideer´ og at være et flot sammenspil. De masker der benyttes i stykket, er ubehagelige, og de fik mig flere gange til at ønske, ikke at møde en person, med en sådan en, en kold og mørk oktober måned.
Dette stykke kan varmt anbefaledes. Det rører noget ved mig, som teater publikum, det er mere end bare underholdning, og man skal også ved dette møde med Holland House, være klar på at der ikke kan soves i timen, hvis man skal have det hele med.
|
|
|