Kunstløst flagellanteri på Glyptoteket

11. december 2008 af oliver

Det ene af hovederne på XQ28’s tohovede teateranmeldermonster sad pinen igennem til det fire timer lange, og stort hypede, gæstespil af Wiener Festwochen på Glyptoteket. Det gjaldt Christoph Marthalers ”Schutz vor der Zukunft” (Værn mod fremtiden). En kombination af totalteater, Liederabend og rumAinstallation.

Det Kongelige Teater og Glyptoteket var tydeligt stolte over at have fået Marthalers anmelderroste og prisbelønnede forestilling til København. Ikke mindst fordi det ikke havde været muligt for hverken Paris eller Moskva at opnå det samme. Dette lader sig forklare derved, at uropførelsen fandt sted nøjagtigt hvor de begivenheder stykket behandler foregik, og at dette stiller visse krav til omgivelserne. Det drejer sig om et børnehjem i Wien under 2. verdenskrig, hvor man gennemførte nazistisk eutanasi, mere eller mindre koldblodig udslettelse af handicappede, udviklingshæmmede og såkaldt asociale børn.

Det er en efterhånden mere end velkendt sag at man i Tyskland skammer sig over hvad der fandt sted under Hitlers regime, og tiden efter krigen har set et utroligt stort antal kunstneriske skamstøtter fra tyske repræsentanter fra alle kunstarter. Store dele af det genopbyggede Berlin består kun af skamstøtter. Skammen er stor, og dyrkes.

Således har man nu også i Østrig følt grund til at revse sine skyldige rygstykker, og skamme sig over datidens forbrydelser, med dette våde birkeris af en forestilling. Det er stadig tid til bod og anger, og vi, ikke mindst blandt publikum, skal lide for vore (eller deres) synder.

Forestillingen startede uden for selve auditoriet med en lille dokumentarfilm, der berettede historien om børnehjemmet og de uhyrligheder der dér fandt sted. Fascistisk ondskab mod børn er forfærdeligt. Point taken. Herefter kunne man være taget hjem igen. Men nej. Fascistisk ondskab mod børn er nemlig MEGET forfærdeligt, så under selve forestillingen måtte vi møde dumme og grimme tumper der sagde onde og dumme – og forkerte ting. Som kun dumme og grimme tumper gør det. Point taken – igen. Højere løftede forestillingen sig aldrig fra marmorgulvet hvad temaet angår.

Imellem de hårde slag i baghovedet med den stumpe angerhammer, fremførtes godbidder fra det store tysksprogede reservoir af Lieder samt andre musikalske lækkerier. Smuk musik i Glyptotekets smukke haller – vidunderligt! Så vidunderligt at man, af bar glæde over at slippe for stykkets handling, glemte at der ikke var nogen fattelig sammenhæng mellem de to forestillingens elementer.

Som flere anmeldere allerede har nævnt, så var handlingens pointer så tørre at dele af den fremmødte anmelderskare ganske enkelt faldt i søvn undervejs, og det var også kun ved opbuddet af undertegnede monsterhoveds største selvdisciplin, at pausen mellem de to akter ikke blev lig med en hastig forsvinden. Heldigvis faldt belønningen til sidst.

Det sidste kvarter af forestillingen var knusende smukt. En løjerlig, men dybt rørende scene, i hvilken karaktererne endelig holdt kæft, og dansede en epileptisk dans til flygel og sopran. En dans der mindede kraftigt om menneskets krævende vilkår, og om den skønhed vi, det til trods, kan være heldige at opleve. Monsterhovedet flæbede. Også af lettelse.

At slutscenen desværre ikke helt kunne råde bod, hverken på de foregående evigheders kunstløshed, eller på 2. verdenskrigs grusomheder, må man dog tilstå. Og eftersom Liederne sagtens kunne have stået alene, kan forestillingen som samlet idé ikke gøre sig fortjent til mere end to stjerner ud af seks.