Thom Pain (Baseret på ingenting)

”Hvor er vi?”, spørger manden på scenen. ”I kælderen”, pipper et medlem af publikum. Og det havde vedkommende, på mere end én måde ret i. Foran os står en mand i et jakkesæt, hans hår er slikket tilbage, og han bærer en markant brille og kostumeafdelingspatinerede sko. Han fortæller os at livet er meningsløst. Han opgiver for det meste at færdiggøre sine sætninger, så meningsløst er livet. I gamle dage ville man have krævet af teaterforestillinger at de forsødede folks liv, den slags krav stiller man ikke til kunsten i dag. I dag skal kunsten sige noget om livet, nærmest hvad som helst. Men ”Thom Pain” er, med sin fuldkomne mangel på æstetik, på håb, på nexus og på kærlighed, lige akkurat ikke andet end tom smerte. 

Det virkede til tider kedeligt i de knap to timer forestillingen varede. Teksten kunne nok have klaret sig bedre på egen hånd, på tryk, og ville da have været et små-bittert essay om menneskets vilkår, og man havde kunnet lægge det fra sig i tide. Men som alenlang, in real life, pinebænk er den døden selv - og meget værre end livet, hvilket måske er det interessant?

Vi ville have været en tur i teateret, men vi røg lukt i helvede. Og som de afskyeligt misbrugte børn i familien Fritzl, havde også vi oceaner af tid til at tælle mursten og ledninger i det svagt oplyste kælderlokale. Det være sagt, var skuespillerpræstationen dog værd at tage hatten af for. Jens Jacob Tychsens er en ferm herre der kender sit værktøj, og påtrods af de problemer anmeldermonstret har med stilen og med teksten I det hele taget, præsterede Hr. Tychsen, at holde kog I gryderne – om man kan lide suppen er noget andet!

Fangeskab i en kælder kan vare i mange år, vi slap med en time og tyve minutter, og i taknemmelighed for det og for et fascinerede skuespillerhåndværk, falder der to stjerner af til ”Thom Pain”.