Stuk af Herman Bang
Af Sune Demant Chefredaktør
Mine øjne beruses af glitrende stene, af pudderfarver og duvende silkestof der smyger sig om min kind. Jeg inhalerer røgen og ridder på den hvide drage, vrider mig i krampelatter. Alting falder sammen. Intet er det det giver sig ud for at være. Det er så vidunderligt og samtidigt så skræmmende. Min sminke ligger tungt og holder på mit kunstige smil, fastfrosset. På trods af kulden, af frosten, er min kerne en rasende feber, et brændende indre skjult af blyhvidt. Og selv om det trækker fra karmene og drypper fra loftet, holder jeg varmen - for jeg har jo mig selv og min ild. Den ild der æder mig op – ”pludseligt dør man, og så er der ingen”.
Lad mig fortælle dig om Hellig-Hansen. Hellig-Hansen levede i København sidst i 1800 tallet. Han var en fattig snedker der flyttede til byen og fandt ud af at der var store penge at tjene på tvivlsomt byggeri. Hele København red på en bølge af oppustet højkonjunktur. Hellig Hansen byggede to teatre. Dagmar teatret og så hans hovedværk National, vis à vis Tivoli. I forvejen lå der et spillested, med det franskklingende navn: ”Concert du Boulevard”. Hellig-Hansen klampede en prangende facade op og beholdt interiøret som han pyntede på. Fra 1883 da teatret åbner, i pomp og pragt, begynder det at gå ned af bakke, og Hellig-Hansen ender, forarmet, med at dø i ensomhed i 1923 - ridderkorset som eneste selskab. Hellig-Hansens historie bliver inspiration for Herman Bangs roman Stuk, der beskriver den ”bygge-feber” den ”fremskridts-feber” der hærgede i Københavns gader i slutningen af 1800-tallet. Bogen har dannet forlæg for forestillingen Stuk, instrueret af Frank Castorf. I stykket følger vi opbygningen a teatret Victoria, og dets efterfølgende totale deroute. En deroute der ikke kun gælder teatret, men også alle der har noget at gøre med det – alle der har drukket af champagneglassene og ladet sig smitte med ”Gründer-feberen”.
Jeg sad i teatrets mørke, indkapslet fra den virkelighed der normalt omgiver mig, og det jeg var vidne til, var helt specielt. Stykkets første akt er små kukkasser du ser ind i, og det billede du får, er et pudret vanvid af en periode i hovedstadens liv, i danskernes liv, hvor selvberuselse og selvindbildning, var (og er?) dagens ret. I forestillingen skærer kokken Chateau Briand af svinekød – Danmark er og bliver ikke andet end svinekød maskeret som blodig oksefilet, og lige meget hvad du gør, bliver svin altså aldrig til okse. Vi misunder franskmændene deres savoir vivre, men forstår ikke, at skuespil og timing hører sammen. Vi fatter kun skuespillet, hylder os i de lånte fjer, idet vi glemmer, at der er en tid til alt. ”En tid til at grine, en tid til at græde, en tid til at spise, en tid til at sulte… ”, og det er denne, i folket boende dumhed og nikkedukke mentalitet, der brolægger deres undergangs Via Dolorosa.
Jeg må understrege mig glæde ved, for én gangs skyld, næsten da, at være fri for det kongelige teaters evindelige kontorlandskaber fyldt med damer i spadseredragter og støttestrømper. Forestillingen er en kloning af Moulin Rouge, Marie Antoinette, af Kina, af opiumshuler, af østerlandske bordeller og ja, af slimede, grå København, der om sommeren skinner så sart og lyserødt. Som en lille pige der med slikkepind i munden og blå sløjfer i håret, hiver op i kjolen og blotter sit køn – en uskyldig lille pige med en rådden kerne af liderlighed - Bare det visuelle er værd at bruge 3 timer på.
Stuk er en fortælling om sminken om ironien om kransekage og dyre udskæringer af oksekød, og om hvordan man aldrig kan få rugbrød, grød og kartofler til at ligne. Forestillingen er nærværende og der kan, særligt i en krisetid, drages stærke paralleller til samfundet omkring os. Paralleller til vores oppustede højkonjunktur – måske til vores fremtidige, ugraciøse deroute, hvor det der ikke kan stå må falde? Man fristes og skræmmes til et bitter ”skomager bliv ved din læst” og håber, ”at nød lærer nøgen kvinde at spinde”.
Stuk er en forestilling der tager gammelt teater, nyt teater, musik, æstetik og komik. Kaster det hele op i luften og stryger en tændstik. Ud af asken stiger en fugl Phoenix der på en gang er så gammel, på en gang så ny – og det er ret vidunderligt. Jeg vælger at give Stuk den højeste karakter XQ28 har at rutte med; om end forestillingen ikke er ufejlbarlig (kluntede sceneskift der brød illusionen, interaktion med publikum der hørte hjemme på dyrehavebakken og til sidst en snert af spadseredragt, der madede os perspektiveringen med ske) men nogle fejl ødelægger en diamant, andre får de fejlfri dele til at skinne klarere.
Det er med slet skjult glæde at jeg giver Stuk min varmeste anbefaling. Og jeg håber, at du vil bruge stykkets tre timer på at nyde synet og overveje, om du skulle have en lille, indre Hellig-Hansen der skal have en tur over knæet når vi, med grød-ske, kål og flæsk går krisen i møde, som havregrødens tapre tinsoldater!
Instruktion: Frank Castorf
30. Januar-21. April (Det kongelige teater, skuespilhuset)
|
|
|