Mady.baby
Af Sune Demant & Esben Weiergang
Hvad vil du gøre hvis Danmark går bankerot– hvis der ikke er arbejde at få og din tilværelse er ørkesløs? Måske emigrere du til et andet land, til en uvis fremtid hvor håbet er dit eneste holdepunkt? Måske ender det med prostitution eller det der er værre, for mad skal du da have? Mady.baby er et teaterstykke om håbet og forestillingen om grønt græs på den anden side af hækken, men det er også en forestilling om kærlighed og de kræfter der kommer på spil, når det du havde planlagt kolliderer, på værste vis, med virkeligheden og dine følelser.
Madelina (Özlem Saglanmak) og Bogdan (Benjamin Kitter) møder hinanden i en lufthavn – de forlader Rumænien til fordel for vesten, hvor fremtiden og bedre tider forhåbentligt venter dem. Voicu (Thomas Corneliussen) venter Madelina i den nye storby, og deres middel til mælk og honning bliver i første omgang, prostitution med Madelina i rollen som undertrykt sexkilling. En dag får Madelina Bogdan som kunde, hun har ikke set ham siden lufthavnen i Rumænien, og et sært venskab opstår imellem Madelina, Bogdan og Voicu; et venskab der er bundet sammen af drømmen om en bedre fremtid, polariseret mod Bogdan og Madelina, der nærer dybe følelse for hinanden. Socialt har Bogdan sit på det tørre. Han skal til London for at færdiggøre en master i visuel kunst, og i kunstnerisk desperation, finder han den inspiration han har ledt efter i Madelina, der sammen med Voicu står i lort til halsen, hutlende sig igennem tilværelsen med nødtørftige jobs. Der er noget Oliver Twistsk over de to, og de får da også (med Voicu som stråmand) vundet Bogdan ind i deres undergangs spind. Forholdet udvikler sig til en trekant af modsatrettede forventninger og ønsker (hvad får jeg ud af det her?), som uafladeligt afbøjes af større kræfter. Ingen af de tre har taget højde for ubekendte i ligningen, i form af kærlighed, fædrelandsfølelse og ære.
Skuespillet hviler umiddelbart på fundamentet: ”hvor langt vil jeg gå for at opnå mere end det jeg har?”, og ganske som man kunne forestille sig, spiller salg af egen krop en væsentlig rolle. I modsætning til den klassiske skildring af den prostituerede, som en person uden anden udvej, der desperat kaster sig ud i købesex, bliver Madelina her, som den usikre 15 årige hun er, kastet direkte fra kebabbaren udi i drug-rape og voldelige kunder, bedøvet af drømmen om fransk parfume og en ny mobiltelefon, leveret af den tvivlsomme, og i kanten mugne, Voicu. Hun er en uovervejet Lolita der konstant er fanget i spændingsfeltet mellem overgreb og kontrol, imellem luder og usikker teenager.
Mod enden skifter tematikken og vi forlader trafficking aspektet til fordel for helt andre metafysiske problemstillinger, idet Madelina, som et andet offerlam, bliver porten til den lykkelige fremtid, en fremtid der kun holdes oppe ved hendes minde, og hvor Voicu og Bogdans personligheder og coping strategier klart udkrystalliseres, karakteriserende deres inderste væsen.
Caféteatret, 7. Februar - 14. marts
Der er ingen tvivl om at Mady.baby er et gribende stykke, der behandler nogle velkendte problematikker nærmeste operaagtigt. Det operaagtige er interessant, men samtidigt stykkets akilleshæl, idet disse, traditionelt meget behandlede temaer, ikke bliver serveret på en tilstrækkelig ny måde. Forlægget er dog fantastisk, om end man til tider grundet dialogen, kan frygte at noget er gået tabt i oversættelsen (ikke siden Rumæniens indlemmelse i EU, har piger på 15 sagt ”jeg kan vel gøre en undtagelse” og ”Jeg skal passe på min figur”) – en friskere replikgang havde været vederkvægende!
Dramatisk er der meget rørende momenter, og særligt Benjamin Kitter udmærker sig med en sublim skildring af en følsom mand med store indre spændinger der bringer hans hjerte på bristepunktet i forholdet til Madelina. Det er en meget professionel og flot internaliseret udgave af splittelsen Kitter kommunikerer ud til publikum. Madelina og Voicu halter desværre bagefter, med en spillestil der har vel meget spild-energi. En mere fokuseret, måske nærmest introvert karakter havde måske været på sin plads. Der er dog meget rørende tidspunkter, og Özlem Saglanmak forstår med sit nærværende kropssprog og mimik, at skabe hjerteskærende, nærmest sitrende momenter.
Scenografisk synes stykket anmeldermonstret en anelse rodet og bagscenen der illuderede både badeværelse, køkken, vej og bryggers, gav skuespillet et ufrivilligt og unødvendigt komisk præg, idet man forestillede sig pakker med knasende cornflakes på badeværelset, og kostumeskift med skuespillere, ålende sig hen ad gulvet, for ikke at forstyrre illusionen af at have forladt scenen. Skuespillet benytter sig dog af video og brugen af dette medie skaber et interaktive felt på scenen, der fremhæver særlige karaktertræk ved de medvirkende helt eminent.
Stykket er ikke opløftende og det prøver den heller ikke at være. Det er en fortælling om kampen for overlevelse, om mål der helliger midler, om tro, håb ære og kærlighed. Om at ville mere end det man har, og om at spænde sine Ikaros-vinger på ryggen og blindt flyve mod en sol der brænder dig op. Det er teater med stærke øjeblikke, der desværre lider under en lidt logistisk rodet scenografi og en Madelina og Voicu der er lidt for upræcist trukket op. Mady.baby er på ingen måde et dårligt stykke. Stykket bærer præg af at være veltænkt og talentfuld, men nogle ting kommer i vejen for de meget begavet orkestrerede menneskelige relationer. Stykket får 3 dynamiske gifler der i ovnen hæver til fire, men desværre, når bagt, igen blot er 3.
|
|
|