Foto: Thomas Petri

Figaros Bryllup

18. februar 2009 af oliver

af Esben Weiergang Larsen

XQ28 var lige ved at blive sendt til himmels ved repremieren p� Det Kongelige Teaters ops�tning af Mozarts meget popul�re opera Figaros Bryllup, men holdes nede p� jorden af en forgjort iscenes�ttelse.

Wolfgang Amadeus Mozarts og Lorenzo da Pontes forvandling af Pierre-Augustin de Beaumarchais� komedie �La Folle Journ�e� til opera, er en af 1700-tallets store klassikere. Den er den dag i dag en af alle tiders mest opf�rte operaer. V�rket er skrevet som en forts�ttelse til �Barberen i Sevilla�, og vi f�lger den sm� Rosina, der nu er blevet til en ikke helt ung Grevinde d�Almaviva, og hvis mand er langt mere interesseret i hendes kammersisken, Susanna, der st�r for at skulle giftes med grevens tjener, Figaro. Under disse omst�ndigheder fremvokser en forvekslingskomedie typisk for perioden, og en lang r�kke krumspring ud ad k�rlighedens veje og vildveje leder til, at alle finder tilbage til deres oprindelige partnere, og s� at sige atter finder sig til rette p� dydens smalle sti. En p� overfladen borgerlig handling og morale, men s� rigt og skarpsindigt udf�rt at den bliver almenmenneskeligt relevant. Partituret er et overfl�dighedshorn af nogle af musikhistoriens st�rste �jeblikke, og passer smukt til det litter�re forl�g, der ligeledes er smukt gendigtet p� italiensk. Alts� en rigtig god klassiker med alverdens herlighed serveret p� et s�lvfad for iscenes�ttere, sangere og scenografer, der herefter blot skal matche v�rkets tekniske niveau for at forl�se det til fulde.

Og det er t�t p� at lykkes perfekt for instrukt�r Kasper Bech-Holten, dirigent Michael Sch�nwandt med scenograf Steffen Aarfing, kostumi�re Marie � Dali og lysdesigner Jesper Kongshaug. I �vrigt det samme hold som stod bag DKT�s store projekt The Copenhagen Ring, ops�tningen af Wagners Ringen, for f� �r siden.

Den verdensber�mte mezzosopran Waltraud Meier sagde engang i et interview, at det efter hendes mening ikke var op til hverken hende eller andre at �fortolke� operalitterauren, blot var det hendes opgave at �spille� sin rolle, hvilket, understregede hun, i virkeligheden ogs� var en meget st�rre udfordring. Og med netop den indstilling kunne man �nske at Kasper Bech-Holten var g�et til denne opgave. Men desv�rre valgte han, som ofte f�r, at udt�nke et fiffigt koncept, flytte handlingen frem til i dag, og s� ellers tilf�je masser af komiske detaljer, der somme tider, og somme tider ikke, var til gavn for forestillingen som helhed. S�ledes befandt vi os nu i en rig fodboldfamilie med tydelig inspiration i Posh & Becks� liv. Morsomt de f�rste ti minutter, men efterf�lgende komplet overfl�digt og blokerende for adgangen til de dybere fortolkningslag i tekst og musik.

Og det er en morderlig skam n�r den ellers ER hjemme! Personinstruktionen, fraregnet de utallige sm�p�fund, er nemlig fremragende og forl�ser dramaet (i komedien) p� smuk vis. Dertil kommer et sangerhold af virkeligt format, og aftenen var en manifestation af, at i K�benhavn kan man synge Mozart. Vitterligt alle sangere var aldeles fremragende, og det virker n�sten tamt at ville fremh�ve enkelte, men jeg kan alligevel ikke dy mig for at kaste lidt ekstra konfetti efter Gisela Stille, der som Susanna virkelig har fundet et par sko der passer, og hendes �Deh, vieni non tardar� var teknisk perfekt sunget og i absolut verdensklasse. Ogs� Tuva Semmingsen var perfekt castet, og hendes tekniske overskud var ligeledes imponerende, omend jeg er sikker p� at hun kunne have sunget endnu mere vidunderligt, hvis hun havde skullet bruge knapt s� mange kr�fter p� at tr�kkes med Bech-Holtens id�-regime. Ogs� Audun Iversen og Ylva Kihlberg, henholdsvis Grev og Grevinde d�Almaviva, gjorde en knusende smuk sanglig figur. Aftenens eneste lillebitte klanglige minus, som slet ikke kan kaldes et minus, idet det var en debut, og som s�dan var mere end rigeligt imponerende, var Ludvig Lindstr�m som Figaro, der enkelte steder havde lidt tendens til at r�be i h�jden. N�r jeg overhovedet n�vner det, er det blot fordi al anden sang var s� overv�ldende krystalklar og lydefri, men den unge Lindstr�m kan roligt v�re pavestolt af sin debut, og tillykke med den.

Og s� har jeg efterh�nden ikke tal p� hvor mange gange Lise-Lotte Nielsen (Marcellina) har tryllebundet publikum med sit komiske talent. Hendes timing og tilsyneladende spontane komik er fantastisk. Det samme g�r sig g�ldende for Bengt-Ola Morgny (Basilio), og det er forfriskende i vore dage at opleve, at det komiske kan v�re andet og mere end relief, og en kunstnerisk disciplin i sig selv.

Scenografi og kostumer var smukt udf�rt, og som s�dan en perfekt ramme om handlingen. At kronen p� det store platantr�, man havde valgt at stille midt p� scenen fra start til slut, ledte tankerne hen p� en fosterhinde, gjorde ikke s� meget, i det den samtidig gjorde tjeneste for lyss�tningen. Denne var ufatteligt smuk og varieret, og fx fjerde akts havescene, hvor alt henl� i halvm�rke, og karaktererne ikke p� traditionel vis var fulgt af spots, var stor, stor teatermagi, og jeg k�mpede med t�rerne. (Til dem der regner deres triumfer efter hvor meget publikum gr�der, kan jeg tilf�je at t�rerne vandt kampen stort fra �Contessa, perdono�� og forestillingen ud.)

Den dag dirigent og musikchef Michael Sch�nwandt skuffer, skal jeg nok sige til, men heller ikke denne gang var hans indsats mindre end vidunderlig. For gud ved hvilken gang, bravo til ham og Det Kongelige Kapel.

S� hvis blot Kasper Bech-Holten, og andre operainstrukt�rer med ham, ville iscenes�tte Mozart som sangerne synger ham � krystalklart, knusende, k�lent og come scritto � ville himlens porte st� �bne for os alle. Indtil da m� vi d�delige n�jes med jordelivet og forestillingen med �s�lle� fem stjerner ud af seks.

Figaros Bryllup spiller p� Det Kongelige Teaters Gamle Scene fra 12/2 til 30/3 og drager p� turn� i seks jyske byer fra 18. til 29/4 alt sammen i 2009.