How to lose friends
Af Anders Bobek
Den britiske Sidney Young (Simon Pegg) har skabt sit eget sladderblad hvor mudderkastning efter kendisser er i høj kurs, og på trods af mangel på succes bliver han tilbudt et job i New York på det lettere konservative Sharps magazine. Et magasin hvor der bliver leflet for kendisserne frem for den gode historie og hvor Sidneys uortodokse måde at arbejde på hurtigt bliver en stående joke på det prominente Sharps magazine. Han møder hurtigt den lidt kedelige Alison Olsen (Kirsten Dunst) hvis tidligere idealer og livssyn er forvitret af den kyniske tilværelse i New York. Da Sydney så småt begynder at gå på kompromis med sig selv oplever han hurtigt fremgang og succes, og selv den smukke nye filmstjerne Sophie Maes (Megan Fox) begynder at finde ham interessant. Også Sophie Maes (Gillian Anderson) agent Eleanor Johnson ser potentiale i en Sydney giver afkald på den tidligere direkte skrivestil han havde med sig fra London og begynder at lokke ham med løfter om succes, penge og et kendisliv, så længe han følger hendes præmisser og ser bort fra de revner i malingen, som selv den smukkeste kendis bære rundt på.
Det første tanke man får når filmen er færdig er, at den økonomiske krise må have ramt Kirsten Dunst ekstra hårdt og det er nok også det eneste man får ud af at se den film. Hvis man har lidt sans for film bliver man hurtigt klar over slutningen allerede fem min. inde i filmen og forudsigelighed er da heller ikke en mangelvare i denne ligegyldige, lidt kedelige komedie.
Man får et gensyn med X-files stjernen Gillian Anderson og hendes rolle er også den eneste med lidt karisma, som måske en enkelt gang kan få en til at trække på smilebåndet. Filmens klichefyldte morale er at man ikke bør gå på kompromis med sig selv - men det er desværre netop det den gør. Det er tydeligt at Kirsten Dunst er gået på kompromis med sig selv, for det er ikke menneskeligt muligt at hun har så dårlig humor at hun har tænkt at dette var det sjoveste og bedste manuskript hun havde set længe. Så den eneste logiske forklaring er at hun ikke har fået tilbudt andre roller og manglede penge til ombetrækning af eventuelt en lædersofa.
Filmen taler ned til sit publikum og er fyldt med kedelig, klichefyldt falden-på-halen komedie og man bliver ikke overrasket så meget som en eneste gang. Så hvis du vælger at se denne film anbefaler vi at du straks gør dig selv opmærksom på hvor biografsalens nødudgange er placeret og ikke sætter dig alt for godt til rette.
|