Dead Man Walking på Operaen
af Esben Weiergang Larsen
Denne gang var XQ28’s noget reaktionære operakritik under ærefuld ledsagelse af formanden for LBL-Ungdom, Anders Bobek, og fik således mulighed for at opleve den ofte indforståede musikteatersfære gennem teenageøjne. Og hvilken pragtfuld disposition, når vi selv skal sige det, at lade netop operafiseringen af den også filmatiserede Dead Man Walking udsætte for disse purunge øjne og ører, som netop er dus med filmmediet og populærkulturen i øvrigt.
Sean Penn og Susan Sarandon var i ’95 begge nominerede til en Oscar for deres præstationer i filmatiseringen af Dead Man Walking, og allerede i år 2000 lå en nyskreven opera klar, med samme roman af Sister Helen Préjean som forlæg. Musikken stod Jake Heggie for og librettoen var skrevet Terence McNally. Denne opera, med samme titel som filmen, fik sin førsteopførelse på Det Kongelige Teater via Malmö Opera som var venlig nok til at gæste Operaens Store Scene i sidste weekend.
Romanen, filmen og operaen handler om den dødsdømte Joseph de Rocher, som har slået to unge mennesker ihjel mens de solede sig på en strand. Han tager kontakt til nonnen Helen Préjean som han gerne vil møde. Nonnen trodser alles råd og advarsler, og kører til det fængsel hvor Joseph er indsat, for at møde ham. Til at starte med er han lukket, og nægter at påtage sig ansvaret for det han har gjort, men siden lykkes det Helen at skabe en tillidsfuld relation til ham. Da alle forsøg på at få Joseph benådet til sidst har været forgæves, følger hun ham til henrettelsen og beder ham lade hende være det sidste han ser, så han ikke behøver at gå i døden alene.
Sangerne var for manges vedkommende langt under det niveau vi er vant til på Den Kongelige Opera, og alligevel var det et fuldkommen overbevist publikum der gav stående applaus efter forestillingen, og heller ikke hverken anløben kritiker eller tid- og samfundsrepræsenterende teenagekendis gik uberørte fra Operaen. Så noget andet må have virket. Om det er forlæggets sikre greb om den dybt almenmenneskelige diskussion, hvorvidt man bør hævne et drab med et drab, der i sig selv er gribende, om det er de konfrontatoriske scener med den dømtes forældre overfor de dræbtes, om det er den gudetro nonnes insisteren på sondringen mellem den onde handling og det gode menneske eller om det er den melodiske musik, der rammer folk lige der hvor de skal rammes, er ikke helt sikkert, men ingen tvivl om at resultatet er solidt.
Forestillingen er, sin bredt rammende effekt til trods, langt fra at være fejlfri. Der er lidt med beskæringen som til tider ikke er helt skarp. Ikke mindst ungdommen lod sig ikke spise af med hvad som helst, og navnlig under første akt lød der hånlige fnys fra LBL-formanden. I pausen faldt dommen over en lang scene, hvori nonnen er på en meget lang og varm køretur: ”Der græmmede jeg mig sgu godt nok over at vi ikke sad højere end 1. balkon, for jeg ville nok ikke være død af at kaste mig ud derfra.”
Desuden må man også tage til følge at musikken desværre ikke er den mest originale. I min note fra aftenen står: ”Puccini og Strauss møder Broadway”, og det har jeg næppe ment positivt, men i det mindste er det ikke så slemt som en forvisning til den bås jeg kalder ”Schönbergsk tonehelvede”.
Og så var der lige det med sangerne. Nu vil jeg fritage Miriam Treichl (Sister Helen Préjean), Suzanne Flink (Sister Rose) og Ethel Schelin (Mrs. Patrick de Rocher), de tre havde en professionel klang og et tilstrækkeligt stemmemateriale (hver), men ellers synes jeg ikke at niveauet var Den Kongelige Operas standard værdigt.
Manglerne til trods var det, som sagt, en vedkommende og gribende forestilling, som redder sine fire stjerner hjem på en lidt anderledes måde end normalt. Men ikke desto mindre.
Dead Man Walking, gæstespil af Malmö Opera, spillede på Operaens Store Scene 21. og 22. februar 2009.
|
|
|