Skaberglæde og dræberlyst

Fortællingens narrative struktur orkestreres af en kvindelig og en mandlig fortæller, og i Veronika Kærs univers var disse blevet til billeder på henholdsvis Lucretias og Kong Tarquinus’s afdøde sjæle. I et forsøg på at afdække den egentlige sandhed om deres egen historie, blev historien således selvreflektorisk, og man mindedes Dickens’ Et Juleeventyr, hvor Scrooge bliver taget i hånden, dykker ned i sine egne fade uddunstninger og som et usynligt spejl erkender sig selv i takt med den egentlige handlings udvikling. Et stort applaus skal lyde til både Michael Kristensen, der med sin lyse vokal stod som en rørende, ja næsten uskyldig, skyggekontrast til John Lundgrens Tarquinus, og Aileen Bramhall Itani der på hjerteskærende vis faldt fra hinanden i meningsløsheden ved sin Lucretias død som produkt af voldtægt.

Stykkets tematik kredser om paradokset mellem skaberglæde og dræberlyst. Mændene er brutale og vil nedlægge kvinder, kvinderne spreder glædeligt ben, men begge grupper sværmer samtidigt for den ægte kærlighed og floromvundne doriske søjler. Denne tvetydighed rummede John Lundgren fint i sin rolle som Tarquinius, om end hans dybe klang og overtatoverede herskerkostume måske gik bedre i spænd med dræberlysten end rollen som sværmerisk førsteelsker. Ligeledes var Randi Stene i titelrollen som skamfuld husmor en ambivalent oplevelse. Smuk så hun ud, og med stor operapatos sang hun skylden ud, men som min medanmelder indvendte, er hendes stemme blevet mere svovlet med årene, og således formede de luftige fraseringer ikke helt billedet af den grufulde selvrefleksion, hun måtte gennemgå.

To af aftenens højdepunkter var de mindre roller som Lucretias kammerpiger Lucia og Bianca sunget af Elinor Fryklund og Elisabeth Halling henholdsvis. Med Fryklunds nymfomaniske overstadighed og Hallings eftertænksomme og tilbageholdende kløgt, var især de kvindelige flerstemmige passager gudesmukke. De øvrige mandspersoner: Jens Bruno Hansen i rollen som den intetanende ægtemand Collatinus, og Andreas Landin som den udspekulerede Junius gav begge passable, om end noget mumlende og uskarpe, præstationer.

Aftenens store bifald skal gå til kammerorkesteret Athelas Sinfonietta Copenhagen, som trods sit beskedne antal musikere formåede at fylde salen med store musikalske oplevelser. Brittens inspiration fra Alban Berg og tolvtonemusikken stod blændende smukt i kontrast til de næsten overharmoniserede passager, og spillede knivskarpt på metaforikken mellem den skabende og destruktive kraft. Selv om scenografien var smuk og kompleks i sin blanding af videoprojektioner, pulterkammer-rod og bombastiske søjler. kunne man godt have ønsket sig en endnu klarere fremstilling af passagen, hvor Lucretias kulisseverden falder sammen. For i sin originale version står stykket netop og falder med dette tragiske klimaks: Kollapser hendes verden fordi hun bliver voldtaget? Eller blot fordi hun indser at hun elsker Tarquinius og bliver overvundet med ord? Med Randi Stene og Veronika Kær i førersædet bliver dette essentielle spørgsmål aldrig helt forløst, idet der hellere kredses om pseudokristne skyldsspørgsmål. Således er det musikken, blændende spil fra de mindre roller samt fornemmelsen af stor kunst i en intim sfære med få roller og musikere, som gør denne opera anbefalelsesværdig. Et stykke som både skaber og destruerer på en og samme tid.