Død og Helvede – Søren Kierkegaard på slap line

Jeg tror aldrig jeg har været i kafcafeen uden at stemningen har været god – det hænger måske sammen med at kunsten, når den kommer fysisk tæt på publikum, har lettere ved at røre tilhørerne; måske ligefrem mere end når sangere, musikere og skuespillere er fanget i de skrå brædders elfenbenstårn, langt fra modtagerne. Således var aftenens, sceneshow, fra begyndelsen, stemningsmæssigt, godt kørende.

Søren Kierkegaard var en mand, der som mange andre filosoffer, både før og efter ham, diskuterede frem og tilbage – til tider fremmanende et lixtal af enorme proportioner! Selv lettere passager og morsomme sekvenser, fordrer en eller anden accept af forfatterens, til tider knudrede, univers – men hvilken tekst gør egentligt ikke det? Søren Kierkegaards værker er ikke skrevet som dramatik og deres informationsfylde egner sig nok bedre til en blød lænestol, en flaske portvin og dyb eftertænksomhed, end til 90 minutters monolog – til tider i rygende hast. Dermed ikke sagt at et sådant eksperiment ikke kan lade sig gøre, men jeg følte, måske fordi jeg ikke er SAK ekspert, at jeg mistede for mange af Kierkegaards pointer i den, fra tid til anden, meget hurtige monolog.

Damgaards fabuleren over SAK’s forfatterskab, der skulle tjene som indføring i selvsamme og udlægningen af forfatterskabets  nutidige relevans, lænede sig så meget op af Kierkegaards sprogmæssige stil, bortset fra virkeligt veldrejede momenter, hvor Damgaard trådte i karakter og leverede virkeligt morsomme eksempler på  tekstens pointer, at showet blev for fjernt og altså ikke levede op til målsætningen ”At give publikum inspiration til hvordan de, med fordel kan benytte Søren Kierkegaards forfatterskab i dagligdagen” til fulde – teksten blev med andre ord holdt alt for knudret til at dette kunne opnås – i hvert fald for ukyndige mennesker (red. Anmeldermonsteret)

DJ Turkman Souljah var ret kær at se på scenen, iført baggy bukser og tophue. Hans musik og lydeffekter gav Damgaard en ny dimension at spille op af, og gjorde monologen mere levende, ligesom Secilia Høegh, og hendes besnærende væsen, var en behagelig modvægt til den fabulerende og hurtigt snakkende Kierkegaard inkarnation. Det var i lige så høj grad disse to personers tilstedeværelse på scenen, der trak paralleller til nutiden og publikums hverdag, som det var Claus Damgaards fortjeneste.

Jeg vil give ”Død og helvede” fire gifler. 4 gifler fordi showet præsterede at give mig lyst til at sætte mig ind i Kierkegaards forfatterskab, 4 gifler fordi medaktørerne på scenen var charmerede og ligetil. 4 gifler for Claus Damgaards væsen, publikumstække og gode punchlines og 4 gifler for Caféteatrets åbne og gode stemning. De sidste 2 gifler er blevet spist af Claus Damgaard i skyndingen og har sikkert været det sukker-fix der har gjort det muligt for ham at læse knudrede Kierkegaard-passager op med lynets hast, uden at slå knuder på tungen – at anmeldermonsterhoved Sune så synes at der gik for meget mening og elegance tabt i den øvelse, er beklageligt.

Jeg vil varmt anbefale ”Død og helvede”, men du skal holde tungen lige i munden og måske smug-læse lidt af Søren Kierkegaards samlede værker, for at få maksimalt udbytte af dette filosofiske sceneshow!