Von Otter og Malmö Symfoniorkester
Af Sune Demant Chefredaktør
Koncertsalen blev fyldt til bristepunktet med nordisk musik da Malmö Symfoniorkester opførte værker af nogle af nordens største komponister. Den internationalt kendte mezzosopran Anne Sophie von Otter kastede stjernestøv over aftenens vandretur i de norske fjelde.
De fleste, også selvom de ikke er til klassisk musik, kender Griegs ”Peer Gynt”, der, fordi musikken er så melodisk og stemningsfuld, er blevet brugt enormt meget i film og TV, og blandt andre har Disney udødeliggjort visse satser. Peer Gynt er skrevet til Ibsens musikdramatiske stykke af samme navn. Stykket handler om Peer Gynt der vil genoprette sin families tabte formue, og på sin rejse ud i verden for at gøre netop det, må gå så grueligt meget igennem, før han vender hjem til tro, håb og kærlighed.
Orchestral Songs af Rolf Martinsson er skrevet specielt til Malmö Symfoniorkester. Det er små sange komponeret til tekst af den amerikanske digter Emily Dickinson, der i sin lyrik har søgt at indfange nu’er eller stemninger. Sangene blev fremført af verdensstjernen Anne Sophie von Otter.
Slutteligt stod den på Sibelius’ 2. Symfoni i D-dur. Det er en af de mest indspillede af Sibelius’ symfonier, og stod i aftenens program beskrevet som ”Noget af Sibelius’ mest berusende musik”.
Solen stod langsomt op og jog morgendisen på flugt, og lidt efter lidt kom der lys over landet, da Malmö symfoniorkester satte i gang med Morgenstemning. Orkestret virkede meget sammenspillet, og leverede en flot Peer Gynt der lyste særligt op i ”I Dovregubbens hal”, hvor dirigent Vassili Sinaisky ganske klogt valgte at sætte et fyrigt tempo. Hele Peer Gynt var præget af kloge beslutninger.
Anne Sophie von Otter har i snart to årtier været et kendt navn på de internationale scener, og det forstås! Hun har stort teknisk overskud, hvilket giver sig til kende i hendes klangs overtonerigdom og den uforcerede, umanierede måde at synge på. Von Otter kan sit kram, og fremstår som en moderskikkelse i forhold til mange af branchens nye og uprøvede fissepiger. Hun er ikke nogen helt ung dame længere, og ruskindsstemmelæberne måtte da også, i en af komponisten ondskabsfuldt skrevet frase, og på trods af teknikken, sætte ud før den skulle – det var ærgerligt og en af de svipsere der kan komme når man sætter så småt an som von Otter gjorde det. Hendes force er evnen til at fortælle den inderlige og følsomme historie, og hun var på mange måder et perfekt valg til at formidle digtene af Emily Dickinson, der i kraft af deres fyndige fortænkthed, netop har brug for en god fortæller for at være andet end en overklassepiges poesibogsskriblerier. Martinssons musik er smuk, men ikke banebrydende. Han låner lidt af Bernsteins jazzethed – dog på ingen måde så avanceret og elegant som hans kollega kan være. Det er musik der ikke gør fortræd, og som i længden kan være lidt blodfattig - men det hænger måske også sammen med antallet af sange, der på trods af deres cyklusform, manglede den røde tråds berettigelse.
Grieg, Sibelius og von Otter leverede en god, men ikke verdensændrende oplevelse, som, om end der var for mange af dem, blev suppleret udmærket af Martinssons nykomponerede, men ej heller revolutionerende sange.
|
|
|