Et ikke kedeligt Øjeblik

20. marts 2009 af oliver

af Esben Weiergang Larsen


XQ28’s nyindledte flirteri med Betty Nansen Teatret blev markeret ved premieren på David Hares ”Øjeblikket” i Peter Langdals iscenesættelse på anneksscenen Edison. En usædvanligt ordrig forestilling, som denne ordtyngde til trods, aldrig blev tungere end den var vedkommende.

På en kvadratisk scene i gulvhøjde, med publikum til alle fire sider, udspiller sig det talte drama mellem den tidligere krigskorrespondent Nadia (Ann Eleonora Jørgensen), hendes kæreste Philip (Søren Vejby) og dennes far Oliver (Søren Spanning). De befinder sig i farens sommerhus et sted i Europa, og gennem daglige og natlige samtaler, primært med, men også lejlighedsvis uden alkohol, gestalter de en undersøgelse af forholdet mellem storpolitik og idealer overfor de menneskelige følelser og nære relationer.



Det er imponerende at en så relativt lang forestilling i den grad kan holdes kørende med så enkle midler som her. Når det lykkes, skyldes det en stærk kombination af et godt og nuanceret manuskript med mod til karakterernes kompleksitet, et overvældende præsent og professionelt skuespil, som kun lejlighedsvist bliver for meget, og aldrig for lidt, og en dynamisk personinstruktion der vælger sin gestik og plastik nøje.

Mia Stensgaards scenografi er minimal, men stærkt billeddannende.

Folk der tænder på at granske det menneskelige hos mennesker, men som ikke er modtagelige for operaens überpatos, kan med stor fordel tage ind og se Øjeblikket. Det er poetisk logos så det batter og ikke et øjeblik kedeligt

 

Øjeblikket spiller på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison i perioden 15. Marts til 4. April 2009.


     

12-05-2012 Anne Linnet teaterkoncert - Jeg er jo lige her.
11-05-2012 Fræk, frækkere og frækkest
05-05-2012 KLUD, den sidste ægte bøsse
30-04-2012 Gør sandheden altid gavn – eller har vi brug for hemmeligheder?
18-04-2012 DESDEMONA a play about a handkerchief