Løgneren i Døgneren – letbenet pædagogik og livsglæde
Af Esben Weiergang Larsen
XQ28’s hornbrillede kultursnob lod sig blande med småbørn, småbørnsmødre og legeonkler til en omgang pjanket livsglad Mozart-cocktail iblandet sproglige saltomortaler, befriende slapstick og trans(s)køn.
Nu var det tid til generalprøve og forpremiere på Den Rullende Operas nye forestilling om en kioskmutter der bliver frarøvet 1000 kroner, om et par fjollehoveder, om en politibetjent og om en meget utilfreds kvindelig kunde med hår på brystet og vokalt krudt i kanonen. Musikken, en collage af highlights fra Mozarts operaer.
Man havde indrettet sig på ganske få kvadratmeter i Bøssehuset på Christiania, med en enkel, malet kiosk-kulisse i gulvhøjde. To rækker stole med børn og deres ledsagere udgjorde publikummet. Der var lagt op til opera på klods hold, og man skælvede lidt for illusionens overlevelse med så lidt mellem den og virkeligheden.
Læs mere om Den Rullende Opera i vores artikel eller klik ind på www.denrullendeopera.dk
Den jyske minibesætning – tre stemmer inklusive medagerende pianist – skal man ikke forvente at høre på Metropolitan eller Wiener Staatsoper, men den gør, det den gør, rigtig godt! Sangen er tydeligt professionel, og især sopran Mette Ulrikkeholm formår med sin herligt klare stemme og perfekte ansats at gøre det Mozartske fuld ære.
Det komiske er i højsædet, og det fungerer strålende. Det at sætte nye, gakkede tekster til Mozarts lette, men alvorlige musik er en fremragende måde at servere det geniale for de helt små, og flere af disse blandt publikum så til med en koncentreret alvor undervejs, mens kællinger rasede, tyve blev fanget og drømme gik i opfyldelse på scenen. Og de voksne kunne også grine med når ”Der Vogelfänger bin ich, ja” blev til ”For choko vil man næsten dø”. Og hvem af vor tids voksne identificerer sig ikke også mere med sliksvin end med fuglefængere?
En anelse overgjorte var kun kostumerne, hvis ophavsmand lader til at være mere optaget af at studere det klassiske læg end at fremhæve karaktererne. Der var med andre ord dømt designskole, og det er ikke noget kompliment.
De lidt vel tekniske kostumer er dog langt fra at få læsset til at vælte, og det er alt i alt en herlig og humørspredende forestilling for både børn og voksne, og for nutidens såvel som for fremtidens operaentusiaster, og når man samtidig kun er nødt til at ofre ca. 35 minutter på den, er den en af de kultursnacks man ikke bør lade passere.
|