Insomnia i Skuespilhuset
af Kaspar Mørk
Vi befinder os i en gennemskåret boligblok af beton i en ukendt by på et udefinerbart tidspunkt. Det eneste konkrete er tiden, der går: Sporadiske klokkeslæt slynges ud fra tid til anden, det er nat, og beboerne i huset kan ikke sove. Således er scenen sat for en aftens collagedramatik, hvor en isoleret radiovært, et ordinært ægtepar, en japansk operasangerinde, en tysk pianist, en socialt akavet fyr og en ukendt sortklædt sangerinde elaborerer over temaet ”søvnløshed” i små fragmentariske billeder, mens de reflekterer over, hvad der adskiller mennesker og opdager, hvad der samler dem.
”En musikforestilling”. Således lyder undertitlen på stykket, der tirsdag aften havde urpremiere på skuespilhusets lille scene. Tænker man musicalteater eller rytmisk revyunderholdning, skal man dog holde sig langt væk. Der er nemlig tale om saxofon i vandbowle, kammerkor for hovedpuder og tysk opera på mezzaninen. Sine steder fungerer de musikalske indslag fantastisk! Som da Henrik Koefoed i rollen som den forsmåede ægtemand og Yuka Yanagihara i skikkelse af operasangerinde klædt i påskegult bryder ud i en duet fra Verdis ”Il Trovatore”, eller når Yelena Kuljic som et smygende billede på det allestedsnærværende søvnløshed smelter sammen med en harmonikaspillende Mette K. Madsen. Knugende smukt!
Men på et plot-mæssigt plan fungerer stykket ikke. Det er Søvnløs I Seattle møder japansk art cinema uden handling. Aristoteles’ krav om en begyndelse, midte og slutning er helt skrottet til fordel for et virvar af små tableaux’er, der i enkeltstående tilfælde stikker dybt med en sitrende følsomhed, men for det meste blot fortaber sig i en kakafoni af tåbeligheder. Brudstykker uden handling kan fungere fantastisk som i Frank Castorfs bearbejdning af ”Stuk”, der endnu kan opleves på store scene, men det kræves, at disse stykker former en samlet energi eller emotion, som dirrer i luften og kan opveje et så kraftigt fravalg af narrativ sammenhæng. Det er som om stykket gemmer på en almenmenneskelig rysten, der aldrig bliver forløst og i stedet blot trasker af sted på en sært uvedkommende facon.
For en blændende scenografi, finurlige påfund og en vidunderlig japansk sopran tildeles forestillingen tre stjerner.
|
|
|