Formelt raffineret oplysningskomedie
Af Esben Weiergang Larsen
På Grønnegårdsteatret ved de hvad bøsser vil have: Krinoliner i pastelfarver, nøgne, behårede mænd og kvinder der udnytter deres udseende til at narre kunst fra filosoffer. Er det ikke rigtigt? Og derfor var de smarte nok til at invitere XQ28 til premiere på Eric-Emmanuel Schmitts ”Libertineren” i Odd Fellow Palæets Have.
Det er Grønnegårdsteatret der hver sommer åbner haverne bag henholdsvis Kunstindustrimuseet og Odd Fellow Palæet. Publikum indbydes til at holde picnic på plænerne, og når klokken slår 20 indfinder man sig på rækkerne og ser et skuespil, som for det meste er fra samme periode som haverne er anlagt. Vi taler oplysningstid og rokoko.
Udover Holbergs ”Den Stundesløse” spilles i øjeblikket ”Libertineren”, som er baseret på den franske oplysningsfilosof Denis Diderots liv og kvindebekendtskaber. Diderot spilles af Lars Mikkelsen og den tyske malerinde og femme fatale Anna Dorothea Herbusch af Ann Eleonora Jørgensen.
Yderligere, omfangsrig og velordnet information samt billetter på www.grønnegård.dk
Det er godt og morsomt. Noget så godt og noget så morsomt. Skuespillerne spiller godt, scenografien og kostumerne er gode, dialogen er vel oversat fra fransk, således at morsomhederne stadig giver mening, instruktionen er livfuld med vægt på det koreografiske, kroppene taler lige så meget som stemmerne og scenens geometri er smukt og dynamisk udnyttet.
Helhedsindtryk såvel som detaljer bærer fint hele vejen igennem. Eksempelvis ville man have kunnet kræve den samme entré, selvom man blot havde ladet Ann Eleonora Jørgensen i koralfarvet taft stå på scenen i ti minutter og kaste dæmoniske blikke frem og tilbage. Det havde også været pengene værd.
Men. Det er ikke moderne; det rykker ikke ved noget som helst og der sker intet i den forestilling som ikke er set før. Det er underholdning, men sublim underholdning er mere end talt operette, og det er ”Libertineren” ikke.
Temaet er forholdet mellem mand & kvinde og mellem etik & moral. Det er så tidløse problematikker at de, navnlig i en tid hvor kønsroller og familiemønstre i høj grad er til genovervejelse, ikke er rigtigt interessante.
Noget af skylden for den manglende kant må nok lægges på dramatikeren. Til eksempel virker den kvalmesøde slutning hvori hun-dæmonen på protestantisk angermanér bryder sammen og tilstår at også hun har følelser, og blot er en såret stakkel der flygter fra sig selv, skuffende banal. Den romantiske slutdialog mellem Therbusch og Diderot foregår desuden i glemsel om at Diderot faktisk har en kone som han elsker, og det forhold er ellers blevet diskuteret rigeligt i handlingens løb.
Men det er rigtig morsomt mens det står på; det er kvalitetsunderholdning og det er en fryd for sanserne. Og frem for alt er det, sin på sigt manglende tyngde til trods, en god oplevelse og meget anbefalelsesværdigt.
”Libertineren” spilles i perioden 18. juli til 22. august 2009
|
|
|