Krasnoyarsk

Krasnoyarsk er en historie om hvordan vi skaber mening i kaos. Baggrunden for kaos er i dette tilfælde jordens delvise undergang. Tilbage er en lille gruppe mennesker, placeret midt i kaos. Hvordan får de styr på tingene, hvordan rejser de sig igen fra askehoben som en fuglfønix? Hvad er fortiden og hvordan skal fremtiden formes af fortidens slagger? Selve set-uppet er ret slående klima-agtig og op i tiden, om end det må formodes, at denne historie kan læses på mange niveauer – menneskets ødelæggelse af miljøet – hvad gør vi hvis vi pludseligt alle bukker under for katastrofen (hvem sagde Haiti?!?!). Men det kan også være en historie om et liv der måske, i overført betydning ligger i ruiner – hvad er det du kommer af, hvor er det du skal hen, og hvor meget af din gamle bagage slæber du med – hvilken betydning har din fortid overhovedet for fremtiden og dig som menneske?

Scenen er sat i Caféteatrets lavloftede scenerum. Imellem gulv og loft er ophængt hvide plader, der kommer til at udgøre et skævt og fragmenteret scenegulv – itugåede kontinentalplader, eller, som det er nævnt i programmet, hvide sider du selv kan skrive din historie på?  På scenen spiller Tammy Øst den centrale figur, hun er den eneste der reelt har befundet sig helt alene, bosat sig i en gammel lade har hun, ved egen hånd, forsøgt at skabe sig en eller anden form for mening i det liv der ikke længere giver mening. Fru Øst er en af mine personlige favoritter, hun spiller ganske simpelthen fantastisk, mangefacetteret, morsomt og gribende (og så har jeg hørt at hun også er ferm udi musikken, men det er nu en anden sag).  Hendes medspillere gør også en god figur, men efter min mening,  er Olaf Johannsen den bedste af de to biroller – han formår på en nærværende måde, at formidle den skrøbelige kamp der  er imellem det at have lagt sig en plan ud af kaos, for, derefter at afvige fra den, og overgive sig ttil skæbnen. Martin Greis figur, bliver lige højtråbende og brovten nok,  og mit vand er ikke længere til påtaget væmmelig mand, med replikker så som ”rottepik”, ”det kan han æde lort på” og ”I en kussefarvet slåbrok”. Men det er jo ikke i så høj grad skuespillerens skyld, som det er forlæggets.

En forestilling på cafeteatret er en intim ting. Du sidder lige oppe i fjæset på skuespillerne, og det er en fordel i dette stykke. Der er lovet masser af kuldegysninger, desperation og også enkelte grin (det forekom dog undertegnede, at der nok var lidt flere grin denne aften, end hvad tiltænkt var – men det er efterhånden normalt, når publikum ikke tør lade det der sker på scenen komme tæt på, og lader afmægtige grin punktere det intense, det skræmmende, det menneskeforandrende. 

Vi har med Krasnoyarsk at gøre med et poetisk og utroligt intimt lille stykke (1.5 timer langt). Et stykke der tager dig ud på en rejse i overgangen fra kaos til orden – eller i hvert fald forsøget på denne transformation. Det er et stykke der langsomt kryber under huden på dig, og hvis du kan se bort fra den til tider lidt for udtalte grimasser, kan du vente dig en fin oplevelse i cafeteatrets nærværende mørke. Alene ville jeg have givet Tammy Øst en 5’er for aftenens præstation, men der er et eller andet ved medspillet og mono-/dialogen, der virker for påtaget og mærkværdigt til, at jeg føler at mere end 4 gifler er på sin plads. Igen skal det være sagt, at der er tale om et teaterstykke med mange niveauer, og den overalt tilstedeværende klimadebat skal nok give selv uvante teatergængere, nogle referencer at kan trække på; prøv dog at tænk dybere end DR’s indsamlingsshow og CO₂-kvoter når du, for det skal du, ser Krasnoyarsk.