Robotter. Transvestitter. og snask i Nordpolen

Vil man se små mærkelige stykker, der ofte er perler i sig selv, så skal man klart vælge teater Får 302. Her finder man nogle af byens bedste intime teateroplevelser. Og med SEX,VOLD.BLOD.SNASK, har Får 302 for alvor skudt teatersæsonen i gang.

SEX.VOLD.BLOD.SNASK er af den Singaporeanske dramatiker, Alfian Bin Sa’at, der pga., at han er bøsse, marxist og muslim får sine syret stykker groft censureret. Stykket er oversat af danske Morten Kirkskov, og det er noget af en oplevelse at blive kastet ud i, og ikke mindst en meget intim oplevelse over de 2 timer stykket varer

I de 2 timer vi sidder på det meget lille teater, flyver 6 meget forskellige små teaterstykker over scenen med de 4 dygtige skuespiller. Det strækker sig vidt, lige fra den Japanske besættelse, kolonitiden og det bedre engelske borgerskab, til nutiden i Singapore, og ikke at forglemme transvestitter og til en robot i sølvbikini på Nordpolen i 2020, ja det hele lyder en smule bizart og tro mig, det er det også.

Selvom vi får hele 6 små teateroplevelser, så vil jeg særligt fremhæve et.

Det handler om en lille Singaporeansk familie, en enlig mor, og hendes 2 børn på 8 og 12 år og en baby i maven. Og det tætte forhold til moderens søster, Moster Jen-Jen.

Moster Jen-Jen er en dame på omkring 45 år, gammel jomfru, geografilærer og kender ikke til begrebet sex. Vi kommer ind midt i det hele, hvor søsteren og Moster Jen-Jen sidder og snakker, [Børnene leger i værelset ved siden af]. Moster Jen-Jen fortæller sin søster om en helt ny oplevelse – hun har nemlig haft telefonsex. Aldrig har hun lært så meget før, og så var han kun 15 år. Hun visker til søsteren: ”Vidste du at der findes så mange ord for den dernede, og peger ned på ”måtten? Søsteren kigger bekymret: ”Nej stop” og forsætter: ”Men du skal jo have rigtigt sex”. Jen-Jen kigger på hende: ”Jamen jeg er gravid”. Søsteren spærrer øjnene op, og siger: ”Man kan altså ikke blive gravid af telefonsex, eller du har måske haft røret op i…”

”Nej, nej, det har jeg ikke”, siger Jen-Jen, ”men bagefter var jeg så opstemt, at jeg gik ned på legepladsen, og der var en fyr, som tog mig først på vippen, så på gyngen, så på..” og med ét stopper søsteren Jen-Jen. ”Jeg skal ned og handle, og når jeg kommer op, må vi lige tale om dette. Passer du lige børnene i mens?” og hun farer ud af døren.

Af frygt for moralske løftede pegefingre, siger moster Jen-Jen til børnene, at hun hellere må smutte, inden deres mor kommer tilbage. Og børnene siger farvel. Moster Jen-Jen kigger på dem, og siger: ”Hvad hedder det? Okay farvel Moster Jen-Jen - nej”, siger hun, og snupper karaoke mikrofonen, der hænger på væggen som i et hvert hjem i Singapore, mens hun råber ind i den: ”Nej det hedder farvel Møgfisse”. Og herfra tager det hele en uvirkelig drejning, og moster Jen-Jen hiver den ene pisk op efter den anden op af tasken, en maske og et sæt kort. Og nu sker der en masse uvirkelige ting – tragisk-komisk teater, når det er bedst.

Jeg vil ikke røbe, hvad det ender med, men et er sikkert, det er et stykke med SEX.VOLD.BLOD.SNASK, og du burde se det.

4 store stjerner