I Lie Down With a CrocodileI Lie Down With a Crocodile

”I lie down with a crocodile”, er et meget intenst teaterstykket, der bliver vist på teateret FÅR302, Toldbodgade tæt ved Nyhavn.

Selve teateret er et intimt sted, ikke særlig stort, hvilket passer rigtig godt med hensyn til intimiteten af stykket "I lie down with a crocodile". 

Det er tre skuespillere, der opfører stykket, hvoraf to af dem er mest "på". Skuespillerinden Nina Kareis, og hendes (i virkeligheden ægtemand), medskuespiller Pete Livingstone gør et særdeles godt stykke arbejde! Nina formår fra starten af, at fange publikum med hendes meget "lige på og hårde måde" at optræde på. Hendes mand, Pete, fungerer dog bedst, efter min mening, bag hans klaver, der er en stor del af selve fortællingen af stykket.

Stykket "I lie down with a crocodile" handler om den barske og virkelige tragedie, der i 1995 fangede mange folks opmærksomhed, verden over. Det var et engelsk ægtepar (Fred og Rosemary West), der formåede at myrde, og formentlig også voldtage 11 unge piger og kvinder. De blev begge dømt, efter de igennem 20 år havde levet i en (for os set udefra), uhyggelig og dysfunktionel verden. For ægteparret var det almindeligt, og en del af deres hverdag, og ingen anede uråd. Hverken myndighederne, familie eller naboer.

I starten af stykket oplever man de to skuespillere fortælle om forskellen på ægteparrets verden, i forhold til vores. Reptilhjerne og empati, er to ord der igen igen bliver brugt i stykket.

Man skal lidt ind i stykket, får de kommer til selve handlingen, hvilket fra min side i momentet forvirrede mig, men efterfølgende når jeg sidder og skriver denne anmeldelse, faktisk godt kunne lide! Nina og Pete formår så sandelig med både dyster og happy musik, meget hurtig at skabe den stemning, der refererer til selve handlingen. Den virkelige historie er der jo mange få mennesker, der kan sætte sig ind, men skuespillerene formår at spille rollerne særdeles vellykket med både alvorlighed og en masse humor, så man ikke kan lade være med, at sidde og grine i nogen af scenerne.

Skuespillerinden, Nina, skal man dog være forberedt på, ikke er bange for at vrikke lidt meget med bagdelen, eller for den sags skyld, sidde med spredte ben ovenpå et fjernsyn med en kop stående lige der, hvor synet bliver stygt (selvfølgelig alt efter hvem der ser det). Men igen. Det er det, der gør, at hun spiller sin rolle perfekt. For man kan ikke undgå i dette stykke, at der kommer scener, hvor man tænker sit...

Jeg må så indrømme, at da jeg havde set stykket, var jeg fyldt med forargelse, had og ja, alle følelserne var oppe at vende. Mit spørgsmål er så, om det er det, der er meningen, set ud fra Pete Livingstone’s, der er forfatteren, synspunkt? At det er det, der er hele pointen.? At man, når man går fra teateret, skal stille spørgsmål til både sig selv, omverden og sine medmennesker? For når det engelske ægtepar formåede at lave sådan noget, ja jeg er løbet tør for ord, for hvordan kan det beskrives?  Kan det så også forgå i ens egen omgangskreds? Kender man egentlig sine venner/inder og familie så godt, at man med sikkerhed vil kunne sige at "det kunne da aldrig ske i min/vores omgangskreds"? For mon ikke Fred og Rose West´s omgangskreds tænkte det samme, som jeg og resten af publikummet også formentlig tænkte, den gang de fandt frem til sandheden?

Med de tanker man gør sig på vej hjem, vil jeg give stykket 4 stjerner! En særdeles god og vellykket afslutning i selve stykket, men også efterfølgende når man er kommet hjem! Dog var det for mig på nogle tidspunkter svært at få alt med, hvad der blev sagt, da en del af stykket forgår på engelsk, så man så meget som muligt kunne leve sig ind i Fred og Rosemarys tanker. Så ja, der var den typiske vest engelske accent, der måske for nogen kan være svær at forstå. I hvert fald for mig!