Rød-kedeligt, men dygtigt spillet

Helt fantastisk og unikt spil mellem den garvede og den mindre garvede skuespiller kan man opleve, hvis man går ind og ser stykket RØD, som vises på Edisson.

Vi er vidne til, hvordan den ældre og garvede kunstner Mark Rothko spillet af Flemming Enevold, modtager den unge kunstnerspirer Ken, spillet af Thure Lindhardt. Ken er kommet i mesterlære på den gode gamle måde, med kæft, trit og retning.

Her siger man ikke mester i mod, og det er kun og KUN hans ord, der er gældende.

Mens alverdens kunstnernavne som Matisse og Picasso flyver gennem luften og malingen ligeså, så lærer vi den ego centrerede kunstner Mark Rothko at kende, han elsker at høre sig selv, men intet er godt nok til hans billeder. Man oplever, hvordan han får en stor ordre til en restaurant. Han maler og maler måned efter måned. Da han afleverer sit mesterværk til restauranten, ender det med, at han betaler den store check tilbage, for restauranten er ikke værdig nok til hans kunst.

Det ender med et opgør mellem de to kunstnere, for Ken føler ikke rigtig, han bliver lyttet til, og da han har været der to år, spørger han Rothko, hvad han egentlig ved om ham. Men svaret er ikke tilfredsstillende.

Suuk…
Selvom stykket er mesterligt spillet af de to skuespillere, så føler jeg mig ikke rigtigt draget, jeg kan ikke lugte malingen i det store rum, og selvom jeg engang malede på seminariet, så får jeg ikke lyst til at hive penslen frem nu. Stykket er for langt, pausen er skåret væk, og man sidder i 1 time og 40 minutter, havde man dog blot skåret det ned til ca. 1 time.

Så det er bestemt ikke for Peter Langdal skyld, jeg giver RØD 4 af mine gode stjerner. Det kan han takke skuespillerne for…