Et Krybespil

Lokumshumor møder perversiteter, som møder absurditeter...

Får 302 har efterhånden gjort det til en tilbagevendende begivenhed at have et julestykke stablet på benene, og i år er ikke nogen undtagelse.

Et Krybespil er et stykke bygget op, som små sketches. I den første ser vi to forældre, som med deres prikkede tøj, der går i et med med scenen, lister rundt om en lille vugge og af hensyn til, at vuggens indhold ikke skal vågne, tør de jo så knap nok gå på toilettet. I den efterfølgende sketch ser man en mormor, der glædesstrålende ringer til sit barnebarn og fortæller, at nu har hun endelig fået noget på den dumme... Senere kommer manden Pauli Ryberg ind, før sin eneste medspiller Charlotte E. Munksgaard, iført et kæmpemæssigt kaninhoved... Ak ja.

Jeg sidder i, hvad der føles som længere end en time og bræger: Ha ha ha, sammen med de andre får, der netop denne aften har valgt at sætte deres fødder på Får 302. Stykket er jo humoristisk, så selvfølgelig griner man troskyldigt, men spørgsmålet er, hvem stykket gør mest grin med, sig selv eller sit publikums tegnedreng. Jo vist, jo vist, jeg følte mig da en smule underholdt, og stykket nåede da osse nye episke højder, da manden tog en plasticpose over hovedet og lod som om, han halvvejs var ved at blive kvalt i den... Eller som da den falske Maria viste den rigtige Maria, hvordan man kan bruge et stearinlys på forskellige uortodokse måder... suk...

Humor er jo som bekendt forskellig, og jeg skal heller ikke gøre mig selv til nogen strengere dommer, end jeg allerede har gjort... Scenen forbliver gennem hele stykket den samme og ligner praktisk talt et lilla retro badeforhæng med hvide prikker. Man kan så tage fat i skuespillernes kostumer, og dem er der jo mange af, de er også meget fantasifulde. Problemet er bare, at hver gang de skal ud for at skifte tøj til næste sketch, kommer der denne her ganske irriterende voiceover, som skal forestille at være en læge, der snakker om et barns anoreksi; og det hænger bare overhovedet ikke sammen med noget som helst, er ej heller det mindste morsomt. Det morsomste ved stykket var efter undertegnedes mening, det fårede udtryk selvsamme havde i toiletspejlet efter forestillingen.