Af Torben Juelsgaard
Midt i Pride-ugen tog XQ28 til symfonikoncert med Det Kongelige Kapel og det lettiske par, dirigenten Andris Nelsons og sangerinden Kristine Opolais.
Tannhäuser
”Det er Venusbjergets jubel over forløsningen fra urenhedens forbandelse…” Sådan beskrev Wagner selv den højromantiske Tannhäuser-ouverture, som åbnede aftenen. Og vi jublede med over denne klassiker, ledet af den dansende dirigent, Andris Nelsons, som også kan skrive trompetist og prisvindende sanger på CV’et. Han havde en fantastisk energi, og man får helt lyst til at smutte til Bayreuth i 2010, hvor han dirigerer Wagners Lohengrin, hvis det ikke var fordi der er 10 års venteliste… Suk!
Wesendonck Lieder
Vi fortsatte med Wagner. Fem lieder, komponeret til digte af hans ulykkelige kærlighed, Mathilde Wesendonck. De var begge gift og kunne ikke få hinanden. Wagner syntes, han aldrig havde skrevet noget bedre, men jeg synes, kontrasten var for stor fra koncertens festfyrværkeristart til de lidt tunge, sørgelige sange. Kristine Opolais fremførte dem i hvert fald lidt spagfærdigt og med det ene øje solidt plantet i noden.
Ein Heldenleben
Men efter pausen fik orkesteret lov til at larme igen i Richard Strauss’ tonedigt i fem satser, Ein Heldenleben. Det skildrede Strauss’ kunst og liv og frustration over irriterende anmeldere!!! I skikkelse af blæsere afbrød de jævnligt harmonien. Det viste også tydeligt Strauss’ placering midt mellem den romantiske og den moderne periode. Der skete hele tiden så mange ting i musikken, at det næsten blev for meget, men man kedede sig aldrig, og musikerne gav den gas!