XQ28’s opera- og Callas-ekspert Idia Legray byder læserne velkomne til første afsnit af en Callas-adventskalender.
Vincenzo Bellini (1801 – 1835): ”Puritanerne” (1835)
“Oh! rendetemi la speme - Qui la voce sua soave - Vien, diletto, è in ciel la luna”
Hvis man er interesseret i opera og måske også har læst lidt om den græsk-amerikanske diva Maria Callas ifm. hendes hundrede-års fødselsdag, er man sikkert stødt på termen ”bel canto”. Den dækker både over den yderst avancerede sangteknik, som var den gængse blandt operasangere fra slut-1600-tallet til midt-1800-tallet, samt over det italienske operarepertoire i første halvdel af 1800-tallet.
Da Maria Callas i en alder af 23 år ankom til Italien i 1947 for at debutere i Verona Arenaen, var den teknik nærmest uddød, men Callas havde været så heldig at blive udstyret med netop sådan en i sin ungdom i Athen, fordi hendes sanglærer selv var dygtig på det felt. Så skønt Callas selv havde en tung og mørk stemme, kunne hun samtidig suse afsted i koloraturfeltet med samme hastighed som de lyse og lette sopraner.
Det kom hende til gode i 1949, da en influenza-epidemi hærgede Venedig og Callas måtte vikariere for en syg kollega. På blot en uge, hvor Callas som oprindeligt planlagt sang Brünnhilde i Wagners ”Valkyrien”, lærte hun samtidig rollen som Elvira i ”Puritanerne” og skabte furore i den italienske operaverden, hvor man hurtigt begyndte at omtale hende som sopranen, der kunne synge hvad som helst.
I dag skal vi lytte til en af Callas’ allerførste studieoptagelser, der oprindeligt blev udgivet på en 78’er-plade. Det er Elviras store arie fra ”Puritanerne”, som Callas indspillede i efteråret 1949sammen med bl.a. Isoldes ”Liebestod”. Lyt til, hvordan Callas nærmest kærtegner fraserne i ariens langsomme del, så omhyggelig er hun rent musikalsk; til hvordan hendes konstante små skift i volumen skaber et væld af farver; og til hvor ekstremt præcist hun synger skalaerne i den hurtige del, som hun ovenikøbet kroner med et massivt højt Es.
God fornøjelse og god første søndag i advent!
Se her