Beethovens 9. Symfoni
Af Esben Weiergang & Sune Demant
Anmeldermonstret var rykket ud for at tage temperaturen på DR’s nye koncerthus, og ikke mindst på symfoniorkestrets fortolkning af Beethovens niende symfoni, (den med Ode an die Freude). Et virkeligt velspillende symfoniorkester leverede Beethovens chef d’oeuvre på et sølvfad, og en vurdering af aftenen må stå splittet imellem musikken i koncertsalen og foyerens æstetiske og logistiske ragnarok.
Beethovens niende og sidste symfoni lå færdig i 1824, tre år efter at komponisten mistede hørelsen. Det er en utraditionel symfoni, idet sidste sats benytter sig af både solister og kor. Fredag d. 6 februar 2009, blev værket opført af DR symfoniorkestret og DR vokalensemblet, under ledelse af Herbert Blomstedt og med solisterne Inger Dam-Jensen (sopran), Randi Stene (alt), Christian Elsner (tenor) og Johan Reuter (bas).
Som du står i foyeren kunne du tros at vente på det næste TGV-tog til Marseille. Foyeren er et lirum-larum af forskellige materialer der alle fremstår nærmest uforarbejdede - det er et smæk i ansigtet til det traditionelle koncertpublikum der nok er vandt til teaktræ og bløde gulvtæpper. Koncerthuset, i al sin fortænkte sanselighed, fremstår meget maskinelt og ja, fransk på en lidt usanselig måde, hvor farver og passion repræsenteres af kvadrater i primærfarver – meget intellektuelt og mere tysk end fransk. På en eller anden måde kolliderer blødheden med de myriader af fragmenterede ideer, der hver især kæmper for at få en plads i det overordnede indtryk. Selve koncertsalen har med sine farver og sine overflader, et næsten livmoderligt, omfavnende udseende – et tiltrængt modstykke til foyerens kolde klippehule. Koncerthuset som helhed, er en gordisk knude af et idékompleks, hvor Jean Nouvel (eller hans tegnestue?) har tænkt så meget, at resultatet er blevet noget larmende.
Heldigvis er det vigtigste ved koncerthuse det der foregår i dem – og fredagens musikoplevelse var generelt storslået. Symfoniorkestret dirigeredes af den aldrende Herbert Blomstedt, der trods sine 81 år, adræt og med tydelig kontrol og indlevelse, fik orkester, kor og solister til at brillere. Enkelte facetter stod lidt vel skarpt sine steder (violiner, metalblæsere, tenor), og andre ikke helt skarpt nok (soprangruppen, træblæsere). Småfejlene, for de var små, fik langt fra læsset til at vælte, og Beethovens niende symfoni er i sandhed også et tungt læs at vælte – på én gang dansabelt, skizofrent, elegant, bombastisk, moderne og klassicistisk. Musikhistorisk danner denne symfoni et bindeled mellem Mozart og Wagner; der er endelig kommet lidt blod i Mozarts anæmiske kinder, og vi danser nu smertende Mazurka med døden. Dette aspekt forløste aftenens kunstnere til fulde.
Koncerten vælger vi derfor at begave med fem af XQ28’s lækre gifler, for det var den bestemt værd. Huset havde ikke scoret helt så højt, men lad os se på det igen, når DR har haft tid til at kurere nogle af det nye bygningsværks selvfølgelige børnesygdomme.
|
|
|