Den Glade Enke bliver den fede skinke
Af Esben Weiergang Larsen
Fallerede og liderlige adelsmænd, syndige koner i synderbombede aftenkjoler, freaktranser på speed og musik i skiftevis vals og galop - og nul moral. Egentlig burde Det Kongelige Teaters genopsætning af Lehárs kendteste værk, operetternes operette, Den Glade Enke, alternativt bl.a. Den Lade Skinke og Den Fede Sinke, for kært barn har mange navne, være et overflødighedshorn af alt hvad man kunne ønske sig at se på en teaterscene, men det til trods drager man en kende brødflov og tørstende fra Operaen efter de to timer og 10 minutter i ilden.
Operette er en genre for sig. Al dialog er talt og den afveksles med duetter, småarier og ensembler undervejs, gerne til enten kælen eller dansabel musik. Næsten alle operetter er komedier, og stemningen er præget af overklassens overskudslethed – omend lige så ofte en lethed på trods. På trods af penge der er væk, kedsomhed, ægteskabers eller hele nationers vaklen. Og man kan blive helt i tvivl om hvorvidt Den Glade Enke ligger til bund for definitionen, så perfekt passer den. Vi befinder os på den lille, fallittruede balkanstat Pontevedros ambassade i Paris, (hvis Pontevedro leder tankerne hen på Montenegro er det ingen tilfældighed), hvor den unge enke Hanna Glawari har arvet 20 millioner efter sin mand, og derfor kan redde Pontevedro fra økonomisk undergang, ved at gifte sig med en pontevedriner. Dette gør hende naturligvis meget eftertragtet, og hele handlingen kommer til at cirkulere om, hvem hun vælger at tage til ægtemand, med de forviklinger og strategiske spil det udløser.
På repremiereaftenen blev Hanna Glawari sunget og spillet af Det Kgl. Teaters fortjent populære diva Gitta-Maria Sjöberg. Hun har brilleret i talrige roller siden sin debut i firserne, skuffer sjældent og var også denne aften forestillingens stærkeste kort. Hendes klang er så smuk og egenartig at man aldrig får lov at glemme hvorfor man elsker musikteater, end ikke når hun i Vilja-lied, værkets største hit, er en smule ustabil på den sidste høje tone. Hendes udstråling, kunstneriske overskud og helt enestående instrument hæver hende over resten af besætningen. (Uden dermed at nævne andre referencer til søgående fartøjer.) Skulle hun have konkurrence i rutine og udstråling skulle det være i Grev Danilo, sunget af teatrets levende legende Guido Paevatalu. En mand hvis stemme har været mere lydefri, men som heller aldrig skuffer, og som kan få et publikum af våde sandsække til at hoppe på sæderne. Og mens melodien går på erfaring og rutine, i ordets bedste betydning forstås, bør man også nævne Gert Henning-Jensen i rollen som Camille de Rosillon. Han er altid på og altid underholdende. Ingen af de ovenfor nævnte bød dog på overraskelser. Det gjorde til gengæld Christel Elisabeth Smith fra Operaakademiet i rollen som Valencienne. Skønnere klang er ikke hørt længe fra en så ny sanger. Meget lovende, og med en stemme der har potentiale til større og også bredere roller.
I den tragiske ende må man nævne skuespilleren Steen Stig Lommer, der i rollen som Njegus har fået den tjans at råbe pinligt elendige diplomatvittigheder til publikum hele forestillingen igennem, til hver eneste af de 22 forestillinger denne sæson. Han er som den eneste, ikke alternerende i sit parti. Godt det er ikke er mig!
De øvrige partier er talrige, men knapt store nok til at kunne ødelægges, så dem lader vi ligge.
Personinstruktionen forekommer rimeligt traditionel. En ansat på Operaen lod os vide, at der sandelig er foretaget mange utraditionelle greb undervejs, men det var nu ikke noget der hverken henrykte eller frastødte. Den vanlige og bedsteborgerlige ”Næh, nu holder De mig vist for bedste!”-jargon var gennemgående. Og den er ikke blevet morsom(mere) med tiden.
Scenografien derimod kan man ikke kalde traditionel. Scenen fyldes ud fra start til slut af en gigantisk, rund konversationsbænk som man kender dem fra fyrstepaladser overalt i det gamle Europa, men med en halvt nedhugget fyrreskov i midten. På denne lod man, også hele forestillingen igennem, en bjørn og en slamtrans spankulere omkring og foretage sig mere eller mindre begribelige ting. Aparte og abstrakt, bestemt, men interessant?
Der var adskillige forsøg på at anskueliggøre noget stærkt depraveret. Alle pontevedrineres tøj fx var bombet bort fra knæet og nedefter. Også aparte og ubegribeligt. Man lod os siden vide at dette skulle symbolisere den forarmede pontevedrinske nation. Fortænkt, og dertil ikke teknisk overbevisende udført.
Men den glade dekadence, og den ægte depressionsfornægtende fest, fandt dog sit udtryk i tredje akts grisetteoptrin. I Paris går man nemlig til Maxim’s for at glemme sine sorger og huske sine glæder, så det er kun naturligt at man dér falbyder letpåklædte damer. Til at peppe værket op, og velsagtens byde det mandlige publikum lidt rart til øjnene, har man altså disse såkaldte grisetter der danser cancan uden for meget tøj på - og hey Mambo!: Til overtegnedes store begejstring, var grisetterne her delvist erstattet med totalt spændstige semidrag-dansere, med faste bagdele i kolibritempo og en attitude så flirtende, at der blev helt stramt bag gylpen. Aldrig havde jeg forventet at skulle modtage en så eksplicit homo-lapdance på den kongelige opera. For hvad det er, lir - men for en gangs skyld ikke kun henvendt til Hr. med Fru Derhjemme – vidunderligt! Også glædespiger kan som bekendt blive legender, og man undgår i denne sammenhæng ikke at fremhæve den unge danser Jeppe Hansen for hans præstation. Hvis ikke han har andre planer, kan han blive alle epokers største kurtisane.
Men ser man bort fra de kære glædesdrenge står man alt i alt tilbage med en folkelig, plat og i bedste fald småborgerlig forestilling, der reddes hjem af de gode scenekunstnere og af et uopslideligt partitur af god musik – som i øvrigt blev forløst både saftigt spændstigt, omend ikke helt lydefrit, fra graven af DR Underholdningsorkestret og dirigent Graham Bond. Som min ledsager udtrykte det: ”Det er som en servering Jaka-bov eller tarteletfyld på dåse med en lilla bols ved siden af; man bliver mæt, men… er det sundt?” Dette fuldfede, men udkogte og vitaminfattige måltid, belønnes med tre stjerner, og så anbefales det i øvrigt at man drikker sig ubegavet inden man sætter sig til bords.
|
|
|