Wagners vidunder rasede i Koncerthuset

Man lagde ud med Idyllen som har en mindre orkesterbesætning end det øvrige, og her kom den ret så tørre og analytiske, men ikke kølige, akustik det lette og elegante til gode og gav en meget klædelig kammermusikalsk klangfarve. En dejlig aperitif inden de mørke kræfter så småt blev sluppet løs.

Vi forsatte med ”Vorspiel und Liebestod” fra ”Tristan und Isolde”. Tristan er skrevet undervejs i arbejdet med Ringen, og det er tydeligt at det var en varmskreven og inspireret Wagner der komponerede den. Det er sublim musik. Janowski satte det komplekse forspil an i et langsomt tempo, hvilket sammen med akustikken virkelig gav mulighed for at opleve nye klange og (a)tonale verdener. Dejligt! Da Dalayman kom på til Liebestod var det dog tydeligt at tempoet ikke behagede hende, og hun trak faktisk orkestret op i tempo, sine steder sågar ved at stå kropssprogligt appellerende til dirigenten. Dette forhold kombineret med at sopranen så at sige lige skulle i gang, gav en Liebestod som er hørt stærkere og bedre, selvom den slet ikke var dårlig.

I pausen bedyrede mine ledsagere, henholdsvis litteraturhomo og klassisk sopran: ”Jeg tudede som en lille pige, især da hende der begyndte at hyle!” og ”Hold da kæft hvor spiller de godt, mand!”

Og der skulle blive grund til mange flere tårer og bandeord i anden halvdel, som var klart den bedste.

Anden halvdel bestod af tre uddrag fra Ragnarok, som er den fjerde og sidste ”aften” i Ringen. ”Siegfrieds Rhinfart”, som beskriver Siegfrieds rejse op ad Rhinen, ”Trauermarsch” (sørgemarch), som spilles lige efter at han senere er blevet slået ihjel og til sidst den 20 minutter lange slutscene i hvilken Brünnhilde opsummerer, hvorfor alt måtte gå som det gjorde og påtager sig sin arv som gudedatter ved at sætte ild til Valhal, gudernes bolig, og derefter brænder sig selv på Siegfrieds ligbål. Janowski valgte at spille alle tre brudstykker igennem uden at modtage applaus imellem; han afbrød simpelthen de applauderende med en resolut gestus. Formålet var sikkert at give os en så meget desto større orgasme til sidst, og den fik vi.

Rhinfarten, der her inkluderede scenens første orkesterpassage ”Tagesgrauen” (daggry), var smuk og levende, og Janowski havde generelt en evne til at fremmane et usædvanligt stort format. Her var ikke bare perfektion og teknisk forløsning, men samtidig kødfuld spontanitet og hvad man med et abstrakt udtryk kan kalde liv!

Og i Trauermarschen gik det helt amok.  Trauermarsch er i forvejen noget af det mest storladne og brutalt pompøse musik der er skrevet, og med Janowskis majestætiske tempo og den kæmpestore orkesterbesætning blev den nærmest lammende stor. Under nazismen begravede man sine helte, de faldne soldater, til dette stykke musik, og i de ca. 9 minutter det varede, forvandledes jeg til en dystopisk fascist og hadede alverden omkring mig. Jeg glædede mig til dommedag hvor jeg skulle få hævn over den afskyelige menneskehed, slagtede for mit indre blik de svagelige åndsamøber der optager pladsen på klodens overflade og græd med hele kroppen. En gigantisk absolutorisk raptus og enestående kunstfrembringelse. Sublimt.

Dalayman kom på igen til slutscenen, skuede kort ned i gulvet med ryggen til og vendte sig så mod publikum for at initiere verdens undergang. Nu var hendes stemme kørt varm, den luftige biklang mindre fremtrædende og den tempomæssige overensstemmelse med dirigenten større. Selvom hun gjorde det fremragende, foretrækker jeg en Brünnhilde i Ragnarok med en mere sopranklingende stemme, med mere lys og mere kerne. Dalaymans varme træ- og mezzoagtige klang forløste ikke helt det gudedatterlige aspekt ved Brünnhildes karakter, men at det er en stor kvalitetsstemme må der ikke herske tvivl om.

”Fuck for satan altså!” udbrød ledsagersken bagefter om koncertens anden halvdel, og det er næppe for meget sagt. Hun bad mig desuden fremhæve oboisten, der havde soli i næsten alle koncertens uddrag. ”Velklingende, medlevende, lyrisk – simpelthen så smukt!”

Koncerten får et stort femtal. Skulle den sidste stjerne have været hjemme i mit regnskab, havde det krævet en stærkere første halvdel og muligvis en sopran hvis stemme havde lidt bedre vilkår i den tørre og afslørende akustik i Studie 1. 

Til appendiks kommer jeg ikke udenom igen at beklage koncerthusets indretning og udsmykning. Foyeren især ligger langt udenfor hvad jeg er i stand til at beskrive. Jeg ville være nødt til at blive utilstedelig, hvis jeg skulle udtrykke hvor stor min forargelse over al denne udsøgt arrogante hæslighed er. Alt fra de kunstforladte baby-aktivitetsfelter i rødt blåt og gult, over snapseglassene i elefanthudsbetonvæggene, videre til de beskidte spånplader der er banket op overalt, til den syndigt holdningsløse sammenstilling af min mormors udtjente lædermøbler og roadiekasser fra Roskilde Festivalen, til den diarrébrune skumplast med de søgt sensuelle visuals – alt - er så billigt og tarveligt udseende at man får lyst til at skrue tiden tilbage, og afværge hvad der end er sket for Jean Nouvel inden han begik denne store arkitektoniske forbrydelse af et studie over menneskelig perfiditet.

”Esben, det kan jo ikke være små fede gyldne engle det hele!”, belærte min mandlige ledsager mig. Men jo, hvis den indretning er fornyelse foretrækker jeg klart tradition – og fede engle. I Studie 1, hvor lyssætningen ellers er uhyre stemningsfuld, er fineren allerede efter få uger godt i gang med at skalle af, og det kan ikke vare mere end maksimalt fem år før man bliver nødt til at lade en Brünnhilde sætte handling bag sine ord, og werfe den Brand in Walhalls prangende Burg, så en ny og bedre verden kan finde sted.