Vild med Vivaldi

Det er pinligt for en anmelder ikke at kende til Ditte Højgaard Andersen, for det gjorde jeg nemlig ikke før koncerten. Jeg frygtede det værste, for stor er min gru, når barokmusik, som efter min mening skal synges af kyllinge- eller til nød oksefilet, bliver sunget af kogeflæsk. Monstrets andet hoved bedyrede at Ditte Højgaard Andersen til fulde var kyllingefilet, og tilføjede, en anelse sarkastisk, ”til tider måske ligefrem selleribøf” – det er her ingen skam at informere læserne om, at medanmeldermonsterhoved Weiergang er til saftige og kraftige involdsserveringer, rygende varme fra kadaveret (for uddybende information, læs ugens Wagner-anmeldelse).

For nu at vende tilbage til Ditte-pigen, åndede jeg lettet op, som moderen med angst for unger der falder ned af trappen, gør det, når poderne er lagt til ro. For ro var lige netop det der kom over mig. Alt for ofte kaster sopraner sig ud i ting de ikke kan gabe over, og høje toner galpes ud og desværre mere ofte end sjældent i gal tonehøjde. Ditte H. Andersen er derimod en uhyre velsmurt symaskine der fuldstændigt lydefrit, og med pinlig akkuratesse, svang sig i højderne. Hendes fortolkninger af triller og ornamenter var delikate og lette, om end hun sagtens, med det musikalske overskud der hos hende er evident, kunne have gravet et par ekvilibristiske pralevarianter af selvsamme triller frem, (Ring fx til søde tante Bartoli og lån et par af hendes), blot fordi hun ville kunne det.

Iblandt aftenens arier, var en, hvor der i orkesterbesætningen indgik horn. Jeg ved ikke hvad det er med horn, men de er på en eller anden måde som tykke piger; meget festlige, men ikke elegante på en forhindringsbane, og denne arie var den værste bane af slagsen, med løb, forsiringer og hurtige tonegentagelser. Så hvis du, kære læser, forestiller dig kæmpekvinden Ursula i gang med at klatre op ad rebet i sandgraven som sidste forhindring, er lignelsen komplet. Det gik, men der var tydelige referencer til ”Frikadellens flugt over plankeværket”.

Foruden sang var også Dora Seres og hendes guldtværfløjte inviteret. Hun spillede en fløjtekoncert i D-dur kaldet for ”Il Gardellino” (Fuglen), og nøj hvor er hun god til det! Normalt siger man at fløjtenister er de kedelige piger, men jeg tror det normalt er møntet på blokfløjtetøserne. (Det siger næsten sig selv.) Dora fremmanede fugle og solglimt i trætoppene med yderste behændighed, og selvom tværfløjte ikke er min normale favorit, var jeg henført. Det er under bæltestedet, men med den figur ville jeg brænde den kjole hun havde på i går, og måske låne en strammere en af Julie Eskær og være Ivana Trump for en aften.  

Inden den sidste servering i form af to arier, sprang Julie Eskær og Erik Heide frem på scenen og spillede en dobbeltkoncert for to violiner i A-mol. Magen til übercool fremførelse skal man lede længe efter. Han i spidse laksko og velsiddende jakkesæt, og hun i max strammo, sort kjole med blonde-kig til ynderne og løbet nylon, gav en totalt lækker oplevelse. De svingede musikalsk og menneskeligt sammen på scenen, og havde jeg haft glæde af dén anatomiske variant, ville der på plyssædet på stol 3, række 7, være en ordentlig våd plet, rengøringen kunne tage sig af – det var intet mindre end fænomenalt!

På trods af tykke piger, og en kameramand der ikke af sin mor har lært at løfte fødderne når han går, var koncerten ikke mindre end en helt utroligt dejlig oplevelse. Kunstnerne forvandlede den barokmusik jeg holder så meget af, men som godt kan være lidt fersk til tider, til en plastisk og levende størrelse, der på mest sexede vis gav monstret lyst til at danse. Måske er sorte jakkesæt og spidse sko ikke noget nyt, men aftenens barokorgie havde intet at gøre med de uldsokker og anæmiske præstedøtre der i sekler har præget barokkens musik. Med musikalsk bule i bukserne og glæde over en blændende servering sorbet, er det mig en glæde at give DR Underholdningsorkestret og aftenens solister 6 store og fede gifler der driver af sirup.