Stravinskij i Koncerthuset
Af Esben Weiergang Larsen med Kaspar Mørk
En efterhånden vulgært forkælet anmeldertrup fra XQ28 lod sig byde op til dans med ved torsdagskoncerten den 26. februar i DR Koncerthuset. Intetanende regnede vi med at have set altings ansigt ved sidste uges Wagner- og Vivaldiextravaganzaer, men lærte på ny at verdens vidunder ikke lader sig begrænse. Og denne lektion kunne ikke have været sødere.
Den musik, vi skulle danse til var fra tre af Igor Stravinskijs balletter. Ildfulgen, Petrusjka og Le Sacre Du Printemps. Sidstnævntes uropførelse på Théâtre des Champs Elysées i Paris i 1913 vakte skandale og førte til slåskamp blandt publikum. Og det kan man godt forstå når man opdager hvor moderne denne musik er. Udover det særkende at det er dansemusik der fungerer symfonisk, er den så kollageagtig og rig på referencer, at den må have virket som en kaotisk skizofreni for de fleste på den tid hvor den blev skrevet. Min ledsager, en erklæret Stravinskij-fan, som havde startet aftenen med at bekendtgøre at han havde hørt ’Sacre’ hver dag siden han var 15 år, skreg undervejs: ”Kan du høre det slaviske?! Kan du høre det slaviske?!”.
Chefdirigent Thomas Dausgaard svingede kæppen over DR Symfoniorkestret, som til lejligheden måtte have fundet næsten alle DR’s til rådighed stående instrumenter frem for at opfylde komponistens forskrifter.
Overtegnede gik skamfuldt uforberedt til koncert, og havde aldrig hørt Stravinskij før, men vidste at det var noget ganske andet end Verdi og Puccini. Men aldrig er en skam blevet gjort hurtigere til skamme. Skulle man være nødt til at forberede sig til en rus?
Det var med det samme tydeligt at Dausgaard kendte disse værker ud og ind. Han dansede mere end han dirigerede, og vi var ikke engang fem minutter inde i Ildfuglen førend det stod klart at det her ville blive stort. Den ene knoglesplintrende solo tog den anden, paukernes brag afløstes af en spagt grædende fagot der siden fulgtes hjem af jungletrommer for violin, og det var bare et spørgsmål om at læne sig tilbage og forsøge at få så meget af detaljernes uudgrundelighed med som muligt. Min ledsager og jeg skiftevis trampede, græd, stønnede og hikstede.
Akustikken, som ellers kan være hæmmende, var perfekt til denne musik, som er pompøs, men samtidig så rytmisk rodfæstet at den kræver stringens og klarhed. Og dissonanserne stod brede og vrængende frem.
Selvom de tre balletter alle er skrevet indenfor en kort årrække, fornemmer man at Stravinskij i Le Sacre Du Printemps, som er den sidst komponerede, har fundet sit eget sprog, og har raffineret det han fandt da han med Ildfuglen brækkede en usynlig kulturel mur ned. Orkestreringen er overjordisk original.
Jeg havde det til sidst som Isolde der spørger sig selv om hun overhovedet bør lytte til de her klange. Er det i det hele taget klogt i den grad at lade sig besnære?
Forskellen er at de klange, Isolde drages af, kommer fra det hinsides, mens Stravinskijs balletter er en dans med jordelivets komplet udfoldede potentiale og ingen forfængelig flirt med døden.
Det efterhånden helt trættende at kaste med så mange stjerner hver gang man har været i Koncerthuset, men heller ikke i dette tilfælde er der nogen vej udenom. Seks store, strittende, dansende, brændende og lysegrønne stjerner gløder til vagt over vores taknemmelighed for at have været til stede.
|
|
|